Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Præst efter corona: Slut med håndtryk i kirken

Foto: Daniel Mikkelsen TV2/Nord

Frygten for smittefare har betydet farvel til præstens håndtryk her i coronatiden. Og det kommer nok aldrig igen, mener præsten Pernille Vigsø Bagge, der er tidligere folketingsmedlem for SF.

Det har været et meget anderledes år at være præst i, fortæller 46-årige Pernille Vigsø Bagge hjemme i stuen i den moderne præstebolig i et af Løgstørs villakvarterer. 

Her fra pladsen i spisestuen er der udsyn til åbne marker og højt til himlen, og ikke mindst tid til tanker om, hvordan det har været at være præst og Pernille i det seneste års tid fra den 11. marts 2020, hvor regeringen lukkede Danmark ned:

- På selve dagen, da Danmark blev lukket ned, da havde jeg forældremøde med konfirmand-forældrene. Vi skulle arrangere tur til Viborg Domkirke. Snakke om konfirmationen i maj. Hvor mange må I komme med i kirken og så videre, husker hun. 

- Og så bliver der indkaldt til pressemøde aftenen. Og jeg sad med mine børn i sofaen her. Min mand var til madlavningskursus – jeg kan huske det lige så tydeligt! Der blev HELT stille i stuen, da hun sagde: Uddannelsesinstitutioner, skoler, daginstitutioner er lukket fra nu af! Dér blev der stille i stuen. Det er et historisk øjeblik, som vi lige har talt om, mine døtre og jeg, fordi det var så vildt!

Pernille Vigsø Bagge har to døtre. En, der går i 8. klasse, og en der går i 2.g. Foto: Thomas Thomsen / Facebook

Dagen efter pressemødet har Pernille Vigsø Bagge en bisættelse i nabokirken i Farsø. Da hun kommer ud i bilen bagefter og tjekker sin mobil, er den fyldt op med beskeder fra bekymrede konfirmandforældre, der alle gerne vil vide, hvor, hvornår og hvordan de så kan få deres børn konfirmeret og holde festen for dem.

Pernille ville gerne hjælpe, men manglede selv svar og viden:

- Det har været lidt kendetegnende, at Folkekirkerne har været nogle af dem, der fik sidst besked om, hvad der skulle ske. Så vi har altid sådan haltet lidt bagefter. Og derfor var den der nedlukning sådan hele tiden at hoppe fra tue til tue, fra sten til sten. Og man syntes også det var spændende - og man syntes også det var helt forfærdeligt, fortæller Pernille Vigsø Bagge.

Afsked uden sang

At skulle udskyde konfirmationerne, og den glæde for mange var svært i sig selv. Men det sværeste var at leve op til kravene om afstand og forsamlingsforbud i forbindelse med bisættelser og begravelser, fortæller Pernille Vigsø Bagge: 

- Meget hurtigt blev det et problem i forhold til begravelser og bisættelser, fordi vi danskere er så vant til at mødes i kirken, når vi skal tage afsked med vores kære, og nu måtte det kun være den allernærmeste del af familien. Og det er en vigtig del af sorgbearbejdelsen, at man sidder dér skulder ved skulder, naboer, venner og familie, kolleger – også selv om det er meget gamle mennesker, der dør. 

En af de ting, som Pernille virkelig savner, er sine konfirmanter. Foto: Thomas Thomsen / Facebook

Gudstjenester online du’r ikke!

Pernille Vigsø Bagge går rundt i det smukke, lyse kirkerum i Løgstør Kirke. Her hænger et reb ud for hver anden stolerække for at markere, at kirkegængerne skal holde afstand. Det betyder, at der kun må være 26 kirkegængere. For at nå ud til så mange som muligt har Pernille og hendes præstekollega Lars forsøgt sig med at formidle det kristne budskab online:

- Vi startede jo sidste år i Påsken med at lave online-gudstjenester og små andagter og den slag på nettet. Jeg synes personligt, det fungerer utroligt dårligt, ler Pernille og uddyber her hvorfor: 

- Der er en grund til det, når vi har DR tager masser af kamerafolk og lysfolk med, når de laver gudstjenester i vores kirker. Der er en grund til, at det er professionelle. Det der med to præster og håndholdt iPhone og organisten, der sådan sidder.... Det er ikke mig!

Selvom nogle kirkegængere har kigget med, når de har forsøgt sig med online gudstjeneste, kan både Pernille og hendes præstekollega se, at de ikke har særligt høje seertal. 

TEAMSMØDER – pyha!

I en coronatid, hvor fysiske møder er skruet ned til et minimum, har samfundet og befolkningen i stor stil måttet vænne sig til at holde møder, foredrag og konferencer via eksempelvis Zoom og Teams. Det gælder også for Folkekirken, der for øjeblikket er i gang med en stor debat om kirkens ritualbog og om ritualerne. Om de skal ændres og forandres, om der skal gives større frihed ved Højmessens ritualer med mere, fortæller Pernille Vigsø Bagge, der derfor også har måttet deltage i debatten virtuelt:

Anna i 2.g har to coronabobler, og hun bliver testet ofte for at kunne se vennerne i boblerne. Foto: Thomas Thomsen / Facebook

- Der har været en lang række konferencer, man kunne deltage i online. Og jeg har jo den der oplevelse af, når jeg har siddet på et teamsmøde i seks timer, så er jeg ved at dø!

- Og så tænker jeg med det samme: "Det er dét, vi tilbyder vores børn hver eneste dag nu på tredje måned!" Og jeg har også sagt til mine egne børn: "Jeg beundrer, at I kan!"  For jeg er jo helt groggy bagefter. Så ja, vi kan meget online, og det sparer meget tid, og det giver faktisk også nogle andre og måske fokuserede snakke, men jeg vil aldrig håbe, at det bliver gængs måde at have vielsessamtaler eller begravelsessamtaler på, siger hun. 

Begge hendes døtre har været hjemmeskolet i de seneste tre måneder, og de bogligt dygtige døtre har klaret selve undervisningen til godt, men helt godt har det nu ikke været, fortæller deres bekymrede mor:

- Der sker et eller andet med dem. Der breder sig et mismod nu. Altså, man kan mærke, at der er noget, der bliver ligegyldigt. Den yngste i 8. klasse er begyndt at sige sådan: ”Det kan være ligegyldigt med at komme i skole igen”. Og derfor tænker jeg – selv om den åbning, der er, kun er en dag i ugen, hvor man kan møde klassen fysisk - alligevel har en stor værdi, fordi de skal rystes ud af det her.  Og så er der så den der med ikke at kunne komme til fester! Det har været langt værre end selve fjernundervisningen.  

Coronatest

Som præst, der omgås mange mennesker og blandt andet har sin gang på plejehjemmene, har Pernille Vigsø Bagge en gang om ugen været udsat for en covid-19-test. Men det er bestemt ikke noget, hun ser frem til:

- Jeg tager PCR-testen. Og så bilder jeg jo folk ind, det er fordi den er mest sikker i resultatet. Men i virkeligheden så er det fordi, jeg kan ikke overhovedet ikke kan overskue konsekvenserne af at skulle have en vatpind op i næsen. Det kommer ALDRIG til at ske!

Anderledes er det med Pernilles ældste datter Anna, der går i 2. g.:

- Hun bliver testet hele tiden, fordi hun vil så gerne kunne holde fast i sine to: gymnasiebobler med klassekammeraterne, som er en lille boble, hun har der, og så nogle gamle efterskolekammerater. Og de har altså den regel, at når de skal ses fysisk, de der fire-fem stykker, så skal de tests hver gang. Så hun har altså haft vatpinde i næsen utallige gange. 

Julen blev en smule anderledes for familien i år, efter flere af Pernilles kollegaer fik coronavirus. Foto: Thomas Thomsen / Facebook

Pernille og hendes mand har indskrænket deres private boble til at omfatte deres gamle og sårbare forældre. Men det var ikke årsagen til, at familiens jul og nytår gik meget stille for sig. For Pernille blev nemlig smittet – eller gjorde hun?

- Ja, det er jo spørgsmålet?! Lige op til jul mistede jeg min smagssans og min lugtesans, og havde den ikke i 12 dage. Og der var min organist smittet, og en af vores regnskabsmedarbejdere i kirken var også smittet med corona. Jeg blev jo testet, og det blev ikke påvist! Men jeg havde det meget ringe den i dén periode: Hvorfor kan jeg ikke smage og lugte noget? Og jeg fik det også fysisk dårligt hen over juleaften, hvor vi så – med held i uheld – havde fået aflyst alle julens gudstjenester, så jeg tror, jeg har måske været eksponereret for noget, men det er ikke påvist, at jeg har haft corona. Og jeg har ikke gået og været bange på den måde, fortæller præsten.

Kulturen og naturen

Pernille Vigsø Bagge er kunstinteresseret, så der ærgrede hende meget, at hun ikke kunne komme ind på Skagens Museum, da hun var i Skagen under nedlukningen. 

Og billetterne til koncert med ”Folkeklubben” her i april 2021 tror hun heller ikke meget på, men hun krydser fingre for, at kulturlivet snart åbnes mere op, så egnens årlige Nibe-festival kan byde indenfor:

Pernille har med stor glæde arrangeret succesrige pilgrimsvandringer. Foto: Thomas Thomsen / Facebook

- Ikke fordi jeg selv sådan rager rundt i Skalskoven, men jeg tænker meget, at Danmark om sommeren, det er festivaler, markeder, det er musik og liv og folk, der samles. Det er det hele vores kulturliv er udtryk for, ikke? At vi også får noget åndeligt føde og noget samvær og noget fællesskab, og derfor et det et kæmpe problem, som jeg håber, vi får løst meget hurtigt.

- Og jeg tænker også, at måske har dele af kulturlivet ret i, at de er blevet nedprioriteret meget i politikernes bevidsthed. Det må jeg indrømme.

Når man ikke kan opleve kulturen, må man nyde naturen – og det gør Pernille også i stor stil:

- Jeg har arrangeret en del pilgrimsvandringer, og noget af det fedeste, der er sket her i året, der er gået, det var, vi havde den mest fantastiske pilgrimsvandring. Vi var 16 kvinder, der vandrede på Gendarmstien i Sønderjylland i september lige før det blev svært igen og anden bølge kom ind over landet. Så det der med at gå lange ture det har været en del af mit DNA i forvejen, og er det også nu. Men man har ikke ruterne for sig selv mere! Ler Pernille.

Savn og afsavn

Igen tvivl om, at Pernille Vigsø Bagge savner besøgene på kunstmuseerne, men der er dog to-tre ting, hun savner endnu mere:

- Altså, jeg længes efter at gå på værtshus. Og det er jo ikke fordi, jeg sådan sad på et værtshus tit, men det er fordi, man ikke kan! Og så gå ud og spise også, altså.

- Og så savner jeg konfirmanderne. Og det lyder sådan lidt – åh frelst! Men det gør jeg faktisk. Fordi de er OGSÅ i en sårbar aldersgruppe. Jeg har ikke kunnet se mine konfirmander i år. De skulle have været konfirmeret her sidst i april og starten af maj. Det er udskudt til september. Jeg aner i øjeblikket ikke, hvornår jeg kan få lov til at se dem igen, sukker Pernille.

Selvom hun ikke er stamgæst, savner Pernille muligheden for at kunne besøge et værtshus. Foto: Thomas Thomsen / Facebook

Men der er også noget, præsten Pernille ikke kommer til at savne fremover:

- Altså en af de største forandringer i mit arbejdsliv det er i virkeligheden, at vi stod hver eneste søndag, min kollega Lars og jeg, og gav hånd til samtlige kirkegængere, når de kom til kirken og gav hånd igen, når de gik. Og det er en gammel og vigtig tradition, det der med se hinanden i øjnene og give hånd. 

- Jeg har FØR corona tit tænkt: Åha! Det er ældre mennesker, det er sårbare mennesker! Vi står her og deler al den håndsmitte, man overhovedet kan, for præsten giver hånd til alle, så jeg har det på hænderne alt det, jeg giver videre. Og det er vi jo stoppet med! Og det tror jeg er positivt, og det tror jeg aldrig kommer tilbage, fordi der er simpelthen for risikabelt. Og vi har fundet ud af, at vi faktisk sagtens kan hilse og med mundbind og se hinanden i øjnene og sige pænt goddag og ønske god søndag, når gudstjenesten er slut. Så noget godt er der kommet ud af det, for jeg tror, det andet har været for risikabelt – også FØR corona.

Se hele programmet med Pernille Vigsø Bagge herunder eller se med på TV2 Nord Salto i aften klokken 19.50. 


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation

Foto: Løgstør Lokalarkiv

743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.

Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik de datidens såkaldte åndsvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø formidles til et bredere publikum.

- Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.

Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.

Pengene skal blandt andet bruges på at restaurerer bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.

- Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.

Blev set som et fremskridt dengang

Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.

- Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.

Foto: Kjeld Thomsen
Foto: Klaus Nedergaard
Foto: Rigsarkivet
Foto: Naturstyrelsen Himmerland

Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndsvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde men kunne færdes noget mere frit.

- De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.

De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.

Naturen skal også opleves

Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.

Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen mener ikke at den grumme historie om den anbragte mænd og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.

- Jeg synes jo det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.


Isnende oplevelse: - Fuldstændig frygteligt og ret fantastisk

Flere og flere danskere kaster sig glædeligt ud i et koldt gys. TV2 Nords gå-i-byen reporter har afprøvet oplevelsen, og det gik ikke stille for sig.

Tidligere på året åbnede Aalborg Heat op på Pieren 9, og her i vinterhalvåret er det et oplagt sted at prøve kræfter med et koldt gys.

For med sin skønne placering med udsigt til fjorden på begge sider og de juleoplyste bygninger, er det nemt at svømme væk i stemningen, som man kan nyde i ro og mag fra de varme vildmarksbade eller i ly fra vintervinden i de mange saunaer.

Vildmarksbadene er omkring 40 grader, og det er en fantastisk følelse at lade sin krop glide ned i det varme vand, mens den kolde luft rammer en mildt i ansigtet. Og selvom luften på denne decemberdag ikke er mere end et par grader, så gør det absolut ingenting. Tværtimod.

For mange af dem, der allerede har lagt vejen forbi Aalborg Heat, er de varme bade og de opvarmede saunaer kun en del af oplevelsen. Vinterbadning er også et vigtigt komponent - i hvert fald i de kolde måneder.

- Det, som folk fortæller, er, at kombinationen af kulde og varme er afstressende for dem. De sover bedre bagefter, fortæller Nicki Larsen, der ejer Aalborg Heat.

Pingvinens jul

I december afholder Aalborg Heat i samarbejde med restaurant Pingvin "Pingvinens jul". Her kan man for 300 kroner få en formiddag med frivillig vinterbadning og adgang til vildmarksbade og saunaer efterfulgt af brunch i badekkåber på restaurant Pingvin.

Arrangementerne finder sted 14. december og 21. december.

Han vil ikke spekulere i, om vinterbadningen har reelle sundhedsmæssige fordele, og forskningen på området er heller ikke entydig. For mens noget forskning peger på, at det brune fedt opfører sig anderledes hos vinterbadere, og studier har peget på, at vinterbadere har en god sundhed, er det svært at sige, om det er vinterbadningen i sig selv, der gør forskellen.

Men for Nicki Larsen og hans gæster lader det heller ikke til at være afgørende.

- Jeg tror på, at det betyder noget. I hvert fald for den mentale sundhed, og det er jo også det, folk mærker, siger han.

Og sundhed eller ej - danskerne har i den grad taget vinterbadning til sig. Opgørelser viser, at omkring 25.000 danskere er en del af en vinterbaderklub, og derudover hopper mange i det kolde vand udenfor de etablerede klubber, som mange steder er svære at få medlemsskab til.

Er du en af dem, der forgæves har forsøgt at få en fod indenfor i en klub, eller bare vil prøve kræfter med vinterbadning på et mindre forpligtende plan, så er der flere muligheder hos et sted som Aalborg Heat.

Det er tydeligt at mærke, hvordan varmen fra både vildmarksbade og saunaer trænger dybt ind i kroppen. Så dybt, at den kolde vinterluft ikke rammer med samme styrke, som den gjorde inden. Det er faktisk tåleligt at stå stille. Og så er det tid til et fjorddyp.

Det er en oplevelse, som intet andet. På den ene side er det fuldstændig frygteligt, men det er samtidig vildt at mærke, hvordan hele kroppen vågner af de bare få sekunder i fjorden. Og tilbage i saunaens trygge favn er det ret fantastisk. Faktisk så fantastisk, at jeg tager en tur til.

Har du lyst til at give dig i kast med vinterbadning, men mangler en anledning, en makker eller et arrangement til at få dig ud af fjerdene, så er "Pingvinens jul" en oplagt mulighed.


ANALYSE: Svære tider for lokallister - kan det vende i Hjørring?

Foto: Kristian Steve Kristensen/TV 2 Nord

Flere steder drøftes nye ikke-partipolitiske lister forud for næste års kommunalvalg, men denne type lister får svært ved at opnå samme status som før strukturreformen, vurderer TV2 Nords politiske analytiker.

Indtil 2007, hvor de nuværende 11 store kommuner i Nordjylland så dagens lys, spillede lokallister - altså ikke-partipolitiske lister - en stor rolle i mange nordjyske kommuner. 

I nogle endda så stor, at de kunne besætte borgmesterposten.

Listerne var de fleste steder opstået ud fra et ønske om at sikre et bestemt lokalområde en repræsentant i det kommunale styre. Hvis borgerne i et område i tilstrækkeligt omfang samlede sig om en sådan liste, var det tit muligt at opnå så mange stemmer, at målet blev nået.

I de nye og langt større kommuner, som så dagens lys i 2007, var det langt sværere for disse lister at opnå repræsentation. Der skulle ofte flere stemmer til, end et enkelt lokalsamfund kunne mønstre. Nogle af disse lister slog pjalterne sammen og skabte en lokalliste, der dækkede hele kommunen. Mange andre opgav ævred. 

I dag har ikke-partipolitiske lister opnået valg i godt halvdelen af de nordjyske kommuner, men bortset fra på Læsø - hvor kommunen ser ud som før 2007, og hvor traditionen for stærke lokallister er videreført - har denne type lister uden et partimæssigt tilhørsforhold i dag typisk et enkelt eller nogle få mandater i de af de nordjyske kommuner, hvor de klarede skærene ved sidste valg.

Svært kun at være imod

Nogle har som hovedmål at tale de mindre lokalområders sag, mens andre er skabt på et mere holdningsmæssigt grundlag. Det sidste er tilfældet i Rebild, hvor Den Sociale Fællesliste og ikke mindst dens nu tidligere frontfigur Allan Busk har trukket rigtig mange stemmer. 

I de snart 20 år, der er gået siden strukturreformen, er der dukket lister op, som primært var båret af modstand imod noget. Nogle gange har de opnået valg, andre gange ikke. Og de, der blev valgt på dette grundlag, har ofte måttet sande, at det kan være vanskeligt at manøvrere i et mangesidet politisk arbejde med et afsæt, der alene handler om, at man er imod noget.

Nogle af kandidaterne på denne type lister er borgere, der ikke før har engageret sig politisk. Listerne har ikke sjældent haft den for demokratiet positive sidegevinst, at de har engageret borgere, der ikke var medlemmer af et politisk parti, i samfundsdebatten. 

I andre tilfælde - og måske i flere tilfælde end tidligere - figurerer der kandidater med en fortid som kandidater og/eller folkevalgte for et af de politiske partier. Det sidste er eksempelvis i dag tilfældet i Vesthimmerland og på Mors.

Hver fjerde i Hjørring stemte på Lokallisten

Da den nuværende Hjørring Kommune blev skabt ud af fire kommuner, havde to af disse - Hirtshals og Løkken-Vrå - en særdeles stærk tradition for lokallister, der begge steder i årtier leverede borgmesteren. Nogle af disse listers frontfigurer prøvede at videreføre traditionen i den nye Hjørring kommune, men har for hvert valg måttet notere tilbagegang i tilslutningen. 

Ved det første valg i den nye kommune, i 2005, blev Lokallisten med 26,6 procent af stemmerne den stærkeste liste i Hjørrings første byråd (og spidskandidaten, Hirtshals’ mangeårige førstemand Knud Størup, følte sig på valgnatten snydt, da en række politiske partier trods Lokallistens flotte valg gik sammen om at gøre socialdemokraten Finn Olesen til borgmester). 

Da vælgerne i 2021 sidst stemte i Hjørring, fik listen 2,9 procent af stemmerne.

Tilbagegangen kan skyldes mange ting: At listens politik ikke har appelleret til tilstrækkeligt mange, eller at der blandt kandidaterne har manglet stærke, kendte navne. Eller noget helt tredje.

Det afhænger af politikken og kandidaterne 

Nu har en ny ikke-partipolitisk liste, Vendelbolisten, set dagens lys i Hjørring. Kandidatlisten tæller foreløbig flere borgere, der flittigt har deltaget i den lokale debat, herunder et enkelt nuværende byrådsmedlem med en fortid i Dansk Folkeparti. Listen synes blandt andet at ville opsamle den modstand, der flere steder i kommunen er mod vindmøller og solfangere, men har også andre programpunkter.

Flere andre steder i landsdelen pusles der også med tanker om denne type lister. 

Virkeligheden er imidlertid, at der i nutidens kommuner skal betydeligt mere til for at opnå valg end i de langt mindre kommuner, vi havde før 2007. Det forekommer derfor tvivlsomt, at denne type lister kan genvinde fordums storhed.

Netop i Hjørring - med Lokallistens glorværdige fortid in mente - kunne der formentlig være et vist potentiale for en ikke-partipolitisk liste ved næste års kommunalvalg. 

Forudsat naturligvis, at den, set gennem tilstrækkeligt mange vælgeres øjne, har det rigtige program og de rigtige kandidater.