Endnu en kommune følger trop: Minkavlerfamilier i Jammerbugt kan gå hjemme med fuld løn
Foto: Morten Nymand / Ritzau Scanpix
Jammerbugt Kommune tilbyder nu som den fjerde nordjyske kommune, at pårørende til minkavlere kan arbejde hjemmefra eller ligefrem gå hjemme med fuld løn.
Som den fjerde kommune i Nordjylland tilbyder Jammerbugt de pårørende til minkavlere fuld løn for at arbejde hjemmefra. Det minimerer smitterisikoen, mener kommunen. Tiltaget kommer for sent, kritiserer lokalformand.
Jammerbugt Kommune tilbyder nu som den fjerde nordjyske kommune, at pårørende til minkavlere kan arbejde hjemmefra eller ligefrem gå hjemme med fuld løn.
Det sker i forsøget på at minmere risikoen for, at avlernes familierne smitter med COVID-19 på deres respektive arbejdspladser.
Tilbuddet gælder de personer, der er i samme husstand som en, der arbejder på en minkfarm - eller som har bopæl på en minkfarm.
Det besluttede beredskabsgruppen i Jammerbugt Kommune på et møde i går.
- Vi har valgt at tage dette initiativ, fordi vi i størst muligt omfang vil bidrage til en begrænsning af den aktuelle smittespredning i Jammerbugt Kommune. Vi ønsker hurtigst muligt at vende tilbage til mere normale forhold igen. Derfor håber vi også, at tilbuddet modtages i den positive ånd, det er givet, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade (V).
Dermed gælder tilbuddet nu i Jammerbugt, Hjørring, Aalborg og Brønderslev Kommuner samt Region Nordjylland.
Minkavler: Tilbuddet kommer for sent
På Gjøl er koncentrationen af smittede minkfarme den højeste i Jammerbugt Kommune. Her er formanden for Gjøls Pelsdyravlerforening, Kristian Frederiksen, ikke ovenud begejstret for kommunens nye tilbud til avlernes familier.
- Jamen, det er da et fint tiltag og fint, at de vil give konerne løn for ingenting, men det kommer 14 dage for sent. Jeg selv blev testet positiv for12 dage siden, så jeg smitter ikke mere, og det samme gælder for mange andre farmere. Smitten er jo ved at være overstået på Gjøl, så hvad skal vi med sådan et tilbud nu?, spørger avleren retorisk.
Han mener dog, at tilbuddet kan give mening i de tilfælde, hvor en pårørende arbejder på f.eks. et plejehjem – for en sikkerheds skyld. Men at tro, at tiltaget kan fungere som en generel smittestopper, er ifølge formanden ”omsonst”.
Jamen, det er da et fint tiltag og fint, at de vil give konerne løn for ingenting, men det kommer 14 dage for sent.
Kristian Frederiksen, avler og formand for Gjøls Pelsdyravlerforening
På det private plan kommer Kristian Pedersens kone heller ikke til at benytte tilbuddet.
- Her i familien har vi styr på smittespredningen. Jeg tager mine forholdsregler og vasker mig, skifter tøj osv. hver gang, jeg har været på farmen, så jeg er sikker på ikke at slæbe smitten ind til min familie. Jeg har jo været smittet, men det har hverken min kone eller børn, selv om vi har boet sammen. Så vi har bevist, at vi ikke smitter andre, siger Kristian Pedersen
De ansatte i Jammerbugt Kommune, der har relation til en minkfarm, kan af nærmeste leder få at vide, om til buddet også gælder for dem.
Jammerbugt Kommune har i skrivende stund det højest antal COVID-19-smittede pr. indbygger i Danmark.
Se klippet fra 3. oktober 2020, da COVID-19 for første gang kom til Gjøl: