Minkavler venter bare på myndighederne: Nervøs for at hans mink bliver smittet i mellemtiden

Ifølge minkavler Jørgen Ravn handler myndighederne så langsomt, når det kommer til aflivning af hans mink, at han frygter, de bliver smittet i mellemtiden.

Jørgen Ravn har sammen med sin bror ejet en minkfarm, siden de overtog den fra deres far for 63 år siden. Men da minkfarmen ligger i den zone, hvor både raske og smittede minkfarme skal slåes ned, er den tid nu ved at være slut.

Torsdag fik Jørgen Ravn besøg på sin minkfarm af medarbejdere fra Fødevarestyrelsen. De skulle lave en optælling af minkene, så et erstatningsgrundlag kunne beregnes.

Da det kan tage flere dage at nedlægge en besætning af mink, er Jørgen Ravn bekymret for, at Fødevarestyrelsen efter endt arbejde konstaterer smitte blandt hans mink. Derfor har han bedt om en garanti for, at han bliver kompenseret som en rask besætning.

- Vi har sagt, at vi vil kende prisen, inden vi begynder at aflive. Og det har de så brugt siden torsdag morgen på at finde ud af, og det er de ikke kommet frem til endnu, siger Jørgen Ravn.

Han mener nemlig, at myndighederne ikke har styr på håndteringen af sagen, hvilket bidrager til endnu større forsinkelse.

- Hver gang vi snakker med en, synes de, det lyder retfærdigt, men så skal de lige hjem at have det godkendt, og de vil vende tilbage. Hver gang en vender tilbage, så har de stadig ikke det svar med, siger Jørgen Ravn.

Fødevarestyrelsen anerkender problemer

Nikolas Hove er beredskabschef i Fødevarestyrelsen. Han er dermed én af de ansvarlige for processen med aflivningen af mink. Han anerkender, at det er svært for de medarbejdere, der tager ud på minkfarmene, at have styr på alle love og regler.

- Vi har haft rigtig mange mennesker i gang med at håndtere den her store store indsats. Det er nogle komplicerede regler, vi arbejder med. Præcis kompensationsordningen er vanskelig at overskue, og det kan vi godt se i medierne, at det har vi ikke været helt tydeligt i vores kommunikation omkring, siger Nikolas Hove. 

Nu kommer Fødevarestyrelsen med garanti til Jørgen

Da Jørgens besætning indtil videre er rask, vil Jørgen få den fulde erstatning for aflivningen af sine mink. Og Nikolas Hove kan nu garantere, at Fødevarestyrelsen ikke vil komme efter påbegyndt aflivning og tjekke, om hans mink er blevet smittet med coronavirus.

- Kommer vi ud på en besætning, der er inden for 7,8 km zone og den besætning ikke er smittet på det tidspunkt, vi går i gang med aflivningen, så er det den status, der kompensereres i forhold til, siger Nikolas Hove.


Seneste nyt

fra Nordjylland