Politisk uenighed om ny ordning: Minkavlere får løn for at aflive deres egne mink

Minkavlerne kan få betaling for deres arbejde med at slå egne besætninger ned. Det har længe været et ønske blandt avlerne selv at deltage af hensyn til dyrevelfærden.

FAKTA

Minkejerne og medarbejdere, som deltager i arbejdet med aflivning af besætninger bliver aflønnet med 300 kroner i timen.

Fødevarestyrelsen ville gerne have haft hjælp fra minkavlerne, da arbejdet med at aflive smittede besætninger blev påbegyndt sidste uge, og vil gerne have ejerne til at deltage i aflivningen fremover. Det vil øge hastigheden, hvormed besætningerne kan blive aflivet. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Der er en løncheck på vej til de minkavlere, der vælger selv at aflive deres mink. Det oplyser det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S).

Flere avlerne har ytret ønsket om selv at tage del i aflivningerne i forbindelse med COVID-19, da de mener, de kender dyrene bedre og derfor kan klare aflivningerne mere humant end myndighedernes folk, der er hyret ind.

Avlerne kritiserer myndighedernes fremgangsmåde, som de mener, stresser dyrene unødvendigt.

Det er endnu ikke kommet frem, hvor meget avlerne får for selv at deltage.

Uenighed om minkavlens fremtid

Rent politisk er der delte meninger om, hvorvidt det er en god idé at aflønne avlerne for opgaven.

Hos SF ser man forslaget som fornuftigt og nødvendigt, fordi smitten spreder sig hurtigere, end myndighederne selv kan slå minkene ned.

Og her går man endda skridtet videre og foreslår en total nedlukning af minkavl i Danmark.

- Vi opfordrer regeringen til at få indkaldt til forhandler om, hvordan vi kan få udfaset minkindustrien. Vi står i en situation, hvor SSI har sagt, at vi er bekymret for, at mutationer i mink gør, at vacciner ikke kommer til at virke, og det er mildt sagt et ret stort problem for folkesundheden, siger Carl Valentin til TV 2.

I Dansk Folkeparti støtter man, at avlerne selv tager del i aflivningerne. Men branchen som helhed bør overleve, lyder det fra nordjyske Lise Bech.

quote Vi skal stadig have en stor mink- og pelsproduktion i Danmark fremover. Danmarks pelsavlere er de dygtigste i verden.

Erling Bonnesen, fødevareordfører, Venstre

- Nu bruger man dette som en undskyldning for at ødelægge en hel branche. Det er altså mennesker, det handler om, det er familiedrevne virksomheder. Jeg synes, det er utilstedeligt, siger Lise Bech, til TV2.

Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, mener også minkene skal slås ned – men den generelle produktion bør overleve:

- Vi skal stadig have en stor mink- og pelsproduktion i Danmark fremover. Danmarks pelsavlere er de dygtigste i verden. Bliver pelsen ikke produceret i Danmark, bliver den produceret under dårligere forhold i udlandet, og det ville være at gøre dyrevelfærden en bjørnetjeneste, siger Erling Bonnesen til TV 2.

Fødevarestyrelsens aflivningshold begyndte i torsdags at aflive mink på Gjøl ved hjælp af kasser fyldt med kuldioxid, men det er gået væsentligt langsommere, end man havde kalkuleret med.

Derfor kom forslaget fra avlerne om, at de selv kunne hjælpe til – og gøre det mere effektiv, da de kender branchen og dyrene.

Corona-status på minkfarme

  • Omkring 2,5 millioner mink skal slås ned, enten fordi de stammer fra en smittet farm eller bor i en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farm. 
  • 80 minkfarme i Danmark er smittet med COVID-19.
  • Der er mistanke om smitte på yderligere 56 farme.
  • Indtil videre er alle de farme under mistanke for COVID-19 senere erklæret officielt smittet. 
  • Minkavlere, der skal have aflivet deres mink, får samme erstatning for det mistede tab på salg af minkskind. Det gælder, uanset om deres besætning er smittet med COVID-19 eller ej. ​​​
  • ​Minkavlerne kan enten vælge en straks-udbetaling eller en á conto udbetaling, hvor der afregnes, der man kender den gennemsnitlige pris for skind i 2021.
  • Derudover får avlerne også erstatning for deres driftstab. Ikke-smittede farme får dækket omkostningerne 100%, mens de smittede farme får 20% erstatning for deres beregnede driftstab.
  • Grunden til denne forskel er ifølge Fødevarestyrelsen, at man ønsker at "sikre et stærkt incitament for at holde smitte ude af besætninger." Samme regler gælder, uanset om en besætning bliver aflivet pga. COVID-19, fugleinfluenza eller salmonella.

Kilde: Fødevarestyrelsen (opgjort pr. 14. oktober 2020)


Seneste nyt

fra Nordjylland