Corona-tal snyder: Færre bliver konstateret smittet – men det skyldes en anden måde at teste på
Foto: Cdc Handout/EPA/Ritzau Scanpix
Antallet af bekræftede tilfælde af COVID-19 er mindre i de seneste dage end tidligere. Men det er ikke et udtryk for, at pandemien er ved at klinge af, slår Statens Serum Institut fast.
De seneste dage er omkring 75 danskere pr. dag blevet erklæret smittet med COVID-19, og det er færre, end vi har set hidtil.
I dagene 9.-11. marts blev der fundet mere end 200 nye tilfælde om dagen.
Men selv om tallene på papiret ser lovende ud og kunne tolkes, som om der er ved at komme styr på smittekæden, så er der blot tale om en ændret måde at teste på.
For efter man fra myndighedernes side den 12. marts skiftede over fra inddæmningsfasen til afbødningsfasen, hvor fokus nu er på at prioritere at få testet dem, der er moderat eller alvorligt syge, så bliver færre i sagens natur testet – og dermed testet positive.
Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
- Nu hvor det primært er patienter med alvorlige symptomer der testes, arbejder vi på højtryk for at sætte overvågningssystemer op, der også kan følge smittespredningen i samfundet, som fx ved stikprøve baseret testning af personer, der har kontaktet læge med milde symptomer.
Tyra Grove Krause, afdelingschef, Statens Serum Institut
- Man kan ikke sammenligne tallene på påviste COVID-19 tilfælde fra før og efter d. 12. marts, da testningsstrategierne var helt forskellige. Fremover skal vi se på udviklingen i antallet af alvorlige tilfælde påvist fra d. 12 marts og fremover. Vi skal også regne med, at det tager tid før vi kan se virkningen af Regeringens tiltag, da der typisk vil være en latenstid på op til 10 dage fra man har været udsat for smitte til man får alvorlige symptomer, siger afdelingschef Tyra Grove Krause.
Selv om testmønstret er ændret, ønsker man fra Statens Serum Institut fortsat at følge med i, hvor mange danskere der er smittet. Det skal så blot ske via andre kanaler.
- Nu hvor det primært er patienter med alvorlige symptomer der testes, arbejder vi på højtryk for at sætte overvågningssystemer op, der også kan følge smittespredningen i samfundet, som fx ved stikprøve baseret testning af personer, der har kontaktet læge med milde symptomer, oplyser afdelingschefen.
Så mange er smittet med COVID-19 i Danmark:
- 1044 er bekræftet smittet - 672 mænd og 372 kvinder i alderen 0 til 94 år.
- Størstedelen af de smittede er mellem 20 og 60 år.
- 12 børn under 10 år er konstateret smittet.
- Under en tredjedel er smittet i Danmark. De hyppigste lande, hvor folk er blevet smittet, er Østrig (297), Italien (59) og Spanien (5).
- Der er flest smittede fra region Hovedstaden, men der er set smittede i alle regioner. Kun enkelte kommuner har endnu ingen påviste tilfælde.
- 176 af patienterne har været indlagt på hospitalet.
- Fire patienter er døde. Opgørelsen omfatter dødsfald, der er registreret indenfor 60 dage efter påvist COVID-19 infektion. COVID-19 er derfor ikke nødvendigvis den tilgrundliggende årsag til dødsfaldet.
Kilde: Statens Serum Institut. Tallene er opdateret torsdag 19. marts kl. 6.00.