Coronakrisen vokser i Hjørring: Fire nye smittede på Vendelbocentret - og fire mere i hjemmeplejen

Yderligere fire ansatte er smittede med corona. - Vi er ramt af en coronahammer lige i hovedet, siger direktør for Sundheds-, Ældre-, og Handicapforvaltningen

Der er i dag kommet nye testsvar med kedelige budskaber efter et stort udbrud af corona på Vendelbocentret i Sindal:

Yderligere fire ansatte på Vendelbocentret i Sindal er smittede. Dermed er i alt 17 medarbejdere og 12 beboere ramt.

quote Vi er kort sagt blevet ramt af en coronahammer lige i hovedet

Leif Serup, direktør for Sundheds-, Ældre-, og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune

Der knokles derfor i døgndrift i Hjørring Kommune for at opspore smittede med coronavirus og standse spredningen i kommunen.

- Det er kommet ud af ingenting. Før udbruddet på Vendelbocentret havde vi ikke jo ikke noget smittetryk. Vi er kort sagt blevet ramt af en coronahammer lige i hovedet, siger Leif Serup, der er direktør for Sundheds-, Ældre-, og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune, og som står i spidsen for indsatsen med at inddæmme smitten.

Kommunen har netop fået ros for indsatsen af flere eksperter og sundhedsministeren.

Alligevel er det en svær situation at stå i, når smitten fortsætter med at sprede sig, siger direktøren.

- Vi er derfor nødt til at fastholde nogle af de strenge foranstaltninger, vi har implementeret på Vendelbocentret, så vi kan nedbringe smitten. Alle beboere og medarbejdere skal testes en gang mere, så de er testet tre gange, på grund af den lange inkubationstid på to til 14 dage, forklarer Leif Serup.

Alle skal testes

Derudover opskaleres test til hele kommunens plejecentre, hvor alle beboere og ansatte bliver testet i dag og i morgen. Det drejer sig om 450 beboere i kommunen.

- Der er ikke konstateret smitte andre steder, så her bliver ansatte og beboere testet to gange, så vi er sikre på, at der ikke er smittede uden symptomer.

Hjørring Kommune har efter flere smittetilfælde på skoler og i ældreplejen nu landets højeste smittetryk med coronavirus. Indslag fra 15.06.20.

Men testprogrammet stopper ikke der.

- Vi har desuden besluttet, at alle borgere med tilknytning til hjemmeplejen - det drejer sig om omkring 2.500 - også skal testes. Det giver nogle logistiske udfordringen, som arbejder i døgndrift på at løse lige nu.

Det betyder altså, at testpersonale skal rundt i hele kommunen og teste disse personer to gange med en uges mellemrum.

- Det gør vi, så Styrelsen for Patientsikkerhed kan danne sig et bedre billede af, om smitten spreder sig til andre dele af kommunen.

Som et yderligere lag bliver alle medarbejdere i hjemmeplejen tilbudt at blive testet for smitte en gang om ugen i de kommende to måneder. Det vil være et tilbud og ikke et krav.

Endnu fire tilfælde

Leif Serup bekræfter tirsdag over middag, at der er fundet yderlige fire tilfælde af coronasmitte i kommunen udenfor Vendelbocentret i Sindal. 

- Der er tale to borgere tilknyttet hjemmeplejen og to medarbejdere i hjemmeplejen, der er ansat af Blæksprutten, siger Leif Serup. 

Dermed vokser corona-krisen i Hjørring Kommune sig større med otte nye tilfælde på en enkelt dag.

Det gør Hjørring Kommune for at få coronaudbruddet under kontrol

Hjørring Kommune har efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed iværksat følgende tiltag:


På Sundheds, Ældre- og Handicapområdet

  • Testning af alle borgere på plejehjem
  • Arbejder på at alle borgere i hjemmeplejen tilbydes tests. Dette gøres i samarbejde med Region Nordjylland og Testcenter Danmark.
  • Nedlukning af alle ikke-kritiske besøg på alle institutioner indtil der er overblik over udbruddets omfang
  • Opfordring til at alt frontpersonale på SÆH-området lader sig teste
  • Nedlukning af alle aktivitetstilbud på ældreområdet
  • Nedlukning af holdtræning i forbindelse med genoptræning
  • Meddelelse til personale på ældre- og handicapområdet, at fysiske møder begrænses mest muligt
  • Meddelelse til tværgående funktioner på ældreområdet, at fysisk kontakt begrænses mest muligt


På Børne-, Fritids- og Uddannelsesområdet

  • Hjemsendelse af alle børn i de klasser på Bagterp og Højene skoler, hvor der er smittede
  • Testning af alt personale på de to skoler
  • Udsendelse af informationer på både skole- og klasseniveau
  • Hvis der konstateres smitte på en skole, overgår hele klassen til fjernundervisning indtil sommerferien.
  • Hvis der konstateres smitte i en daginstitution, håndteres dette efter sundhedsstyrelsens retningslinjer (stuen testes og sendes hjem i mindst 7 dage).
  • Nære kontakter blandt medarbejderne håndteres efter anvisninger fra sundhedsmyndighederne og øvrige medarbejdere på institutionen opfordres til at lade sig teste.


Generelt i resten af Hjørring Kommunes organisation

  • De borgervendte funktioner i borgerservice og jobcentret fortsætter uændret.
  • Der skal indtil videre i perioden frem til sommerferien tilrettelægges med mest muligt arbejde hjemmefra.
  • Fysisk mødeaktivitet skal begrænses mest muligt.
  • Fortsat fokus på de generelle retningslinjer og mindst mulig fysisk kontakt på tværs af institutioner og områder.

 

Kilde: Hjørring Kommune

Opdatering: Denne artikel er opdateret med de fire tilfælde udenfor Vendelbocentret.


Seneste nyt

fra Nordjylland