Efter ø er færdigvaccineret: Læsø-borger smittet med corona

Det vides ikke, om den smittede opholder sig på øen. Plejepersonalet får besked på at tage ekstra forholdsregler.

Der er i dag konstateret et tilfælde med smitte hos en borger, der har folkeregisteradresse på Læsø.

Det bekræfter forvaltningschef i Ældre- og Sundhedsforvaltningen i Læsø Kommune Helle Carlsson Kunckel Christensen.

Torsdag i sidste uge blev det under stor pressebevågenhed fejret, at stort set hele øen var færdigvaccineret, da de sidste borgere lagde arm til stik nummer to. Hele 86 procent af de voksne beboere på Læsø havde takket ja til vaccination.

- Vi kan konstatere, at der er en borger, der er smittet. Vi ved ikke, om det er en person, der bor på øen, men det er en person, der har folkeregisteradresse på Læsø. Det kan også være en borger her på øen, som ønsker at være anonym, siger Helle Carlsson Kunckel Christensen.

Hun har, efter TV2 Nord i eftermiddag rettede henvendelse vedrørende den eventuelle smitte, undersøgt sagen nærmere, og hun kan oplyse, at der ikke er smitte blandt øens plejehjemsbeboere eller borgere, der får besøg af hjemmeplejen.

- Vi vil nu kontakte vores personale, så de kan steppe et skridt op i forhold til forholdsregler, så vi sikrer os, at personalet er helt oppe på dupperne, siger Helle Carlsson Kunckel Christensen.

- Selvom om vi står stærkt her på Læsø med rigtig mange, der er færdigvaccinerede, så er der altså stadig en risiko for at blive smittet. Så det er stadig vigtigt at tage de fornødne forholdsregler med afstand og afspritning, siger Helle Carlsson Kunckel Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland