Farvel til hjemmekontoret: Kommunale medarbejdere vender tilbage til deres arbejdsplads
Foto: Jammerbugt Kommune / TV2 Nord
De administrative medarbejdere i de nordjyske kommuner har været hjemsendt, siden Mette Frederiksen lukkede store dele af samfundet ned 11. marts. Nu kan de vende tilbage til deres arbejdsplads.
Onsdag sker der noget i Jammerbugt Kommune, som mange af kommunens medarbejdere formentlig har set frem til i flere måneder. Her kan de nemlig tage afsked med deres hjemmekontor og i stedet vende tilbage til deres skrivebord i de kommunale administrationsbygninger.
- Vi ser frem til at kunne mødes igen. I over to måneder har kommunens administrative personale arbejdet hjemmefra, og selvom vi har været tilgængelige telefonisk og på mail, og borgerservice i Aabybro har haft begrænset åbnet for fysiske ekspeditioner efter aftale, så bliver mange ting nemmere, når vi åbner onsdag – både for borgere, virksomheder og for medarbejdere. Når det er sagt, så er det klart, at vi vil tage de erfaringer med os, som vi har fået – for eksempel i forhold til at holde videomøder, siger kommunaldirektør Holger Spangsberg fra Jammerbugt Kommune.
De administrative medarbejderes tilbagevenden betyder, at borgerservice i Aabybro, Brovst, Fjerritslev og Pandrup går over til normal åbningstid. Kommunen håber på borgernes forståelse for, at der i de første dage kan være ekstra pres på ekspeditionerne.
- Vi sikrer, at borgerne har adgang til håndsprit i ekspeditionsområder i borgerservice, og der vil være opsat plexiglas ved skrankerne. Vi er også ved at montere klistermærker på gulvene for at skabe opmærksomhed om afstandskrav i området ved borgerservice, forklarer Holger Spangsberg.
Skal selv hjælpe med rengøring
I de øvrige nordjyske kommuner må de administrative medarbejdere også møde ind på kontorerne igen fra onsdag. Det forventes alle kommuner at gøre brug af, selvom der i nogle kommuner lægges op til, at antallet af medarbejdere på arbejde øges gradvist.
- Der vil kun blive afholdt de nødvendige fysiske møder med borgere og samarbejdspartenere. Møder på tværs af afdelinger skal foregå virtuelt. Der vil være en ledelsesmæssig opmærksomhed på mødeafholdelse. Medarbejderne skal selv hjælpe med rengøring af egne arbejdspladser, når det gælder kontaktflader og egne arbejdsredskaber, siger kommunaldirektør Henrik Kruuse fra Vesthimmerlands Kommune.
I Vesthimmerlands Kommune vender cirka 600 medarbejdere tilbage til deres fysiske arbejdsplads efter mere end to måneder med hjemmearbejde.
Frokostpause på skift
Selvom de administrative medarbejdere nu får lov til at møde fysisk på deres arbejdsplads igen, så er det en anderledes hverdag, der venter dem. Sundhedsmyndighedernes retningslinjer skal overholdes, og i Jammerbugt Kommune betyder det eksempelvis, at møder stadig holdes digitalt og at medarbejderne er delt op i hold, så alle ikke holder frokostpause på samme tid.
- Der har været en stor vilje til at få hele den administrative del i kommunen til at fungere i en tid med meget anderledes arbejdsbetingelser. Vi har ved fælles hjælp fået det til at fungere, og det vil jeg gerne kvittere for. Nu er det tid til at komme tilbage på kontorerne, og her har medarbejdere og ledelsen igen vist, at de står sammen om at løse opgaven, så vi er klar onsdag, siger Mogens Christen Gade (V), som er borgmester i Jammerbugt Kommune.