Foreningsidrætten slår igen dørene op: - Mavefornemmelsen er super god

Det er ikke kun skolerne, der får lov til at åbne onsdag. Også foreningslivet kan igen byde deres medlemmer velkomne igen - både udendørs og indendørs og uden de samme forholdsregler og restriktioner som skolerne.

De omkring 500 spillere i Aalborg KFUM Håndbold har ikke haft den harpiks-klistrede bold i hænderne siden før jul, men fra onsdag åbner foreningsidrætten igen i stor skala.

- Det er selvfølgelig med en vis nervøsitet, en vis spænding og så en kæmpestor glæde, at vi igen kan åbne for træningen og få en masse glade børn i hallen igen, fortæller Anette Barslev Hoffgaard, der er formand i Aalborg KFUM Håndbold, til TV2 Nord. 

Boldkurv
Foto: Malthe Birger Jensen

I foreningslivet får børn og unge lov til at komme til træning på deres sædvanlige hold, og dermed bliver de også blandet på tværs af klasser og skoler. Det er på trods af, at skolerne ellers netop gør deres bedste for at adskille årgange og klasser.

- Det er selvfølgelig lidt modstridende, men det bedste og vigtigste argument i den her sammenhæng, det må være den helt enorme sociale trivsel der er i at kunne være sammen med sine håndboldkammerater igen, forklarer Anette Barslev Hoffgaard.

Travlhed hos DGI

Hos DGI Nordjylland har de fået flere henvendelser fra foreninger, der lige vil være helt sikre på, at de nu også må åbne og træne løs.

- Jeg har jo talt med mange der tænker, at det er lidt ulogisk, at skolerne skal være så restriktive, mens foreningslivet lige ved siden af åbner op, men der skal vi bare være ekstremt taknemmelige for, at der er tillid til foreningslederne, om at det her det kan køre, siger direktør for DGI Nordjylland, Birgitte Nielsen.

VIDEO: Kom med en tur i KFUM-hallen.

På et pressemøde tirsdag sagde myndighederne, at opdeling på skolerne skal tage toppen af smitten, men samtidig er idræt utrolig vigtig for børn og unges trivsel.

En holdning, der bliver bakket op af Konservatives nordjyske sundhedsordfører Per Larsen.

- Det er klart nok, at der er selvfølgelig en øget risiko, når de unge bliver blandet i deres fritidsaktiviteter. Sådan vil det være. Men de har lidt under corona i rigtig lang tid, og det har gået ud over deres indlæring, deres sociale liv, og deres trivsel i det hele taget, så det er så vigtigt, at børnene de kommer i skole, og det er også vigtigt, at de kommer til deres fritidsinteresser, forklarer Per Larsen (K).

I KFUM-hallen er de mere end klar til igen at byde håndboldspillerne indenfor onsdag.

- Mavefornemmelsen den er super god. Der er et højt smittetal, og der er også et højt smittetal i den aldersgruppe, der er flest af her i klubben, men jeg tænker, at vi tager det som det kommer. Vi kan ikke gøre andet, vi vil ikke her i klubben begynde at lave vores egne retningslinjer eller restriktioner. Vi følger det myndighederne, de udstikker, siger Anette Barslev Hoffgaard.

Det er ikke kun for børn og unge at foreningslivet nu igen åbner. Det gælder også for de voksne. 


Seneste nyt

fra Nordjylland