Hjælpepakke klar til Lille Vildmose og 15 andre aktivitetscentre

Ny politisk aftale skal hjælpe dem igennem coronakrisen.

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har besluttet at lave en hjælpepakke til de 16 videnspædagogiske aktivitetscentre, som modtager driftsstøtte fra Børne- og Undervisningsministeriet, så de sidestilles med kulturinstitutioner, der er omfattet af Kulturministeriets hjælpepakke til særligt nødlidende kulturinstitutioner fra d. 18. april. 

Det betyder, at centrene kan kompenseres for op til 80 procent af deres manglende indtjening i perioden 9. marts til og med 8. juli 2020.

De 16 videnspædagogiske aktivitetscentre i Danmark spiller en vigtig rolle i at fortælle om vanskelige emner – i særdeleshed til børn og unge. Det helt særlige ved centrene er, at deres formidling sker gennem publikums aktive deltagelse.

For at sikre, at centrene kommer igennem den aktuelle nedlukning, er aftalepartierne enige om at spænde et ekstra sikkerhedsnet ud under dem.

- Hvad enten det er Sagnlandet i Lejre, Planetariet, Geocentret ved Møns Klint eller et af de andre videnspædagogiske aktivitetscentre, så er det noget, de fleste børn i Danmark har et forhold til, og mange af os voksne ditto. De udgør og videreformidler vores kulturarv, og regeringen mener i sagens natur, at det er afgørende, at disse steder kommer nogenlunde tørskoede gennem krisen, sådan at også de kommende årgange af børn får gavn af deres virke, siger børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun bakkes op af de øvrige ordførere fra aftalepartierne. Her er et udpluk af de øvrige partiers reaktioner. 

- De 16 videnspædagogiske aktivitetscentre er fyrtårne for formidling og forståelse af vores natur, kultur, historie, og den måde vores verden hænger sammen på. Med denne hjælpepakke spænder vi et vigtigt sikkerhedsnet under dem, men det er ikke problemfrit forud, og derfor følger vi fortsat området tæt, men glæder os over, at der nu er enighed om at give dem en hjælpende hånd, siger børne- og undervisningsordfører Ellen Trane Nørby (V).

- Dansk Folkeparti er meget tilfredse med, at de 16 videnspædagogiske aktivitetscentre lige fra Historiecenter Dybbøl Banke til Experimentarium bliver sikret mulighed for kompensation for tab på grund af Covid-19,” siger uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

- Vores børn og unge skal fodres med viden om vores fælles kultur, historie og natur, og de skal på ture ud af skolen for at lære på anderledes måder. Radikale Venstre er glade for at være med i en aftale, der sørger for, at de videnspædagogiske centre stadig er der til at løfte dén opgave, når de igen kan åbne op for besøg,” siger børne- og undervisningsordfører Anne Sophie Callesen (RV).

- Det at komme ud af klasselokalet og opleve Vikingecentret eller Vadehavscentret og se sæler på de store sandbakker eller planter til sandorm i havbunden er både sjovt og spændende for eleverne, samtidig med at de på en anderledes måde får ny viden gennem lærerige aktiviteter. Det er godt, og derfor er det vigtigt, at centrene kommer gennem krisen, siger uddannelsesordfører Astrid Carøe (SF).

- De videnspædagogiske aktivitetscentre er blevet ramt meget hårdt af coronakrisen og flere ville uden økonomisk støtte være truet af konkurs. Det glæder mig derfor, at der nu er enighed om en hjælpepakke, så aktivitetscentrene kan fortsætte deres vigtige arbejde på den anden side af krisen, siger børne- og undervisningsordfører Jakob Sølvhøj (EL).

- Hjælpepakken sikrer, at de 16 videnspædagogiske aktivitetscentre kan fortsætte deres vigtige arbejde med at formidle og engagere særligt vores børn og unge i både den spændende danske historie, som vikingetiden ved Lejres besøgscenter, geologi om den unikke Møns klint, fysik og astronomi hos Planetariet. Det er både kulturarv, oplysning og dannelse som centrene styrker, og som forhåbentlig også giver godt samvær på en udflugt med venner eller familie, siger uddannelses- og forskningsordfører, Katarina Ammitzbøll (K).

- De videnspædagogiske aktivitetscentre giver ikke mindst vores børn og unge en meget direkte fysiske oplevelse af både fortid, nutid og fremtid. Godt at vi med denne nødpulje sikrer, at coronakrisen ikke slår benene væk under dette fremragende arbejde, siger Uffe Elbæk (de fire grønne løsgængere)

Alternativet og Liberal Alliance støtter også aftalen.

FAKTABOKS: Landets 16 pædagogiske aktivitetscentrene:

  • Sagnlandet Lejre
  • Middelaldercenteret, Nykøbing Falster
  • Fjord- og Bæltcenteret i Kerteminde
  • Historiecenter Dybbøl Banke
  • AQUA Akvarium og Dyrepark
  • Ribe Vikingcenter
  • Vadehavscenteret
  • Økolariet
  • Experimentarium
  • Kulturcenter Assistens
  • Tycho Brahe Planetarium
  • Lille Vildemosecentret
  • Geocenter Møns Klint
  • NaturBornholm
  • Bornholms Middelaldercenter
  • Universe

 


Seneste nyt

fra Nordjylland