LIGE NU:

Hjørring Kommune fortsat i rød: Pop-up testtilbud på vej

Smitten stiger støt i Hjørring Kommune, og borgmester Arne Boelt er derfor ude med en opfordring til alle borgere: - Vær ekstra opmærksomme og lad jer teste.

- Vi kommer i disse dage vidt omkring med vores mobile testenheder. Smitten er desværre stigende og spredt i hele regionen, skriver Region Nordjylland i en meddelelse på Twitter.

Onsdag og torsdag i denne uge vil der være pop-up testtilbud at finde i henholdsvis Vrå og Løkken, lyder det fra Region Nordjylland, der står for de mobile testenheder.

Pop-up tilbud

I forbindelse med de nye restriktioner, opfordrer Hjørrings borgmester, Arne Boelt, alle kommunens borgere til at gøre en særlig indsats i kampen mod corona.

- Vi skal beskytte vores sårbare familiemedlemmer, og vi skal sørge for, at vores arbejdspladser rammes mindst muligt. Vi vil alle sammen gerne fortsat kunne færdes frit i Danmark og have muligheden for at mødes med familien i julen. Hvis vi skal kunne det, så er det NU, vi skal være EKSTRA opmærksomme og gøre en EKSTRA indsats, udtaler Arne Boelt i en pressemeddelelse fra Hjørring Kommune.

Hjørring Kommune skriver yderligere i pressemeddelelsen, at de opfordrer alle borgere til at lade sig teste i de nye testcentre, eller bestille en tid, hvis man har milde symptomer eller for nyligt har været i tæt kontakt med en person, der er testet positiv.