Købmand i Klitmøller mangler varer efter hamstring
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Surfere og beboere i Klitmøller har tømt butikken.
En SPAR-købmand i Klitmøller mangler varer efter de seneste dages hamstring.
Det har fået konsekvenser for købmand Mikael Konradsen i Klitmøller, at folk de seneste dage har hamstret løs.
- Vi har ikke kunnet få det, vi har bestilt. Jeg har prøvet at tage højde for den udrensning, vi fik i butikken i går, men vi har kun fået cirka 25 % af det, vi har bestilt, fortæller han til TV MIDTVEST.
Han er købmand i SPAR, og fredag morgen lavede han et opslag på Facebook.
- Vi solgte 4,5 gange så meget brød fra Schulstad & Kohberg i går, som vi gjorde på præcis samme dag sidste år.
- Mælk har jeg heller aldrig set, der er solgt så meget af, og at vi på den måde har udsolgt, som vi har haft.
Pressemøde onsdag aften blev afgørende
Onsdag aften holdt myndighederne med statsminister Mette Frederiksen i midten pressemøde om situationen og de nye foranstaltninger, man ville indføre i Danmark. Og det, mener købmanden i Klitmøller, blev afgørende for den aktuelle mangel på varer.
- Sådan nogle sæsonbutikker som os er vant til at agere i det her kaos, men det kræver jo, at vi kan få varerne. Og når det her blev meldt ud sent onsdag aften, så har jeg ikke en chance, for det er længe efter min deadline til at bestille. Så vi havde de varer, vi havde, afslutter han.