Kompensation på vej til underleverandører
Der er nu økonomisk hjælp på vej til leverandører til aflyste fester og til restauranter, som er underlagt restriktioner på grund af coronasituationen.
Leverandører af telte, mad og musik får nu deres egen hjælpepakke, der skal dække tabene ved aflyste fester for mere end 50 gæster. Fin idé, men det er ikke nok, siger lokal teltudlejer.
Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF, Konservative og Alternativet er blevet enige om en aftale, der sikrer økonomisk kompensation til leverandører af aflyste fester.
- Jeg har fra start lovet, at der selvfølgelig skal være hjælp at hente til dem, der holder for og bærer en tung byrde på skuldrene. Derfor er jeg glad for, at vi nu er enige om at kompensere de leverandører, der danner rammerne om festen med mad, sang og lokaler, siger Erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Her er de vigtigste punkter i aftalen:
- Leverandører til private fester og sociale begivenheder med mindst 50 deltagere kan søge om kompensation for faste omkostninger og ordningen for selvstændige.
- Det er f.eks. teltudlejere, cateringfirmaer og musikere, der nu bliver tilgodeset.
- Kompensation af letfordærvelige fødevarer, der skulle kasseres efter aflyste arrangementer i weekenden 26.-27. september 2020.
- Virksomhederne kan blive kompenseret for faste udgifter som f.eks. husleje, vand og varme.
- Tilskud til tiltag, der kan skabe øget aktivitet, for de barer og restauranter, der skal lukke klokken 22. Der sættes et loft på 25.000 kroner pr. sted.
Kilde: Erhvervsministeriet
Teltudlejer: Alt er aflyst
Hos udlejningsvirksomheden Tommy Telt i Nørresundby er ejeren ikke ovenud begejstret for den nye hjælpepakke, der ellers er designet til at hjælpe ham mere helskindet gennem coronakrisen.
- Jeg tror ikke, vi får noget ud af de her hjælpepakker, for jeg har ikke en eneste julefrokost, ishockeykamp, halfest eller stort sportsarrangement booket i kalenderen – der er ingenting tilbage. Det er deprimerende og frustrerende, siger Tommy Telt.
Ejeren blev også frustreret over erhvervsminister Simon Kollerups (S) udmelding om, at ”telt- og udlejningsbranchen bare må finde noget andet at lave” under krisen. Men ifølge Tommy Telt er det dybt godnat at høre en minister sige det.
- Det kan man da ikke sige. Det giver mig lyst til at melde alle politikerne ud af Folketinget og sige til dem: ”Så må I da bare finde på noget andet at lave”, siger han ironisk.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Simon Kollerup (S) angående Tommy Telts kommentarer.
Sikrer indtjening på nye måder
Tommy Telt vurderer, at hans virksomhed har mistet omsætning for omkring 4,5 millioner kroner siden coronakrisen brød ud i marts.
Han har dog kunne sikre sig en solid kompensationsindtjening ved at udleje sine telte til COVID-19 testcentre foran flere hospitaler og telte til børnehaver, hvor børnene skulle holde afstand til hinanden.
- Men nu kigger vi til gengæld også ind i en lang vinter. Fra nu af og til vi forhåbentlig kommer i gang med at leje telte ud til foråret, så får vi slet ingen bestillinger, fordi folk ved, de ikke kan holde en fest. Så de booker slet ikke – mange af vores gamle kunder gennem en årrække har ikke bestil, om de plejer, siger Tommy Telt.
Ejeren mener, at samtlige af hans og andre leverandørers faste udgifter til og med marts burde blive dækket ind af hjælpepakken.
- Ellers kan du risikere, at folk i branchen laver fiktive kontrakter til hinanden, sådan som vi har set hidtil.