Kurser i corona-rengøring hitter
Foto: EUC Nord
Et stort behov for rengøringspersonale, der kan håndtere de skærpede krav til rengøringen, har betydet travlhed ved EUC Nord.
For en uge siden begyndte de første tilmeldinger til EUC Nords nye kursus at tikke ind. Uddannelseschef Dennis Kindberg havde forventet at få omkring 20 tilmeldinger fra et par kommuner, men det blev væsentligt flere.
150 personer har i løbet af den første uge været igennem et onlinekursus, der ruster dem til at kunne udføre en grundig rengøring efter sundhedsstyrelsens retningslinjer i forbindelse med covid-19.
- Vi oprettede kurset, fordi vi kunne mærke et pres fra rengøringsmedarbejdere, der var nervøse for, om de kunne løse de nuværende opgaver godt nok. Vi lever af at lave kurser og uddanne medarbejdere inden for branchen, så vi oprettede et nyt kursus for at klæde dem ordentlig på, forklarer Dennis Kindberg.
Kurserne bliver ofte opdateret i takt med lovgivningen og de mange anbefalinger ændrer sig, forsikrer uddannelseschefen.
En succes med onlinekurser
EUC Nord har oprettet to nye covid-19 rengøringskurser. Det ene tager 1,5 time med en efterfølgende test, og det andet er et heldagskursus, der går mere i dybden. Det korte kursus blev oprettet, så rengøringsmedarbejdere i institutioner og skoler hurtigt kunne blive klæst på til de nye opgaver.
Men hvordan sikrer man, at et rengøringskursus er godt nok, når det foregår online?
- Alt bliver nødt til at foregå online lige nu, for vi må ikke tage hverken kursister eller elever ind på skolen. Rengøringskurserne foregår ved, at det relevante materiale bliver gennemgået for kursisterne. Der er en underviser til rådighed, hvis de har spørgsmål - og til slut er der en lille prøve, der sikrer, at materialet er forstået, siger uddannelseschef ved EUC Nord, Dennis Kindberg.
Indtil videre har de onlinekurser været en succes, og derfor er erfaringen noget, som uddannelseschefen kan se fremtidige muligheder i.