Lavpunkt i coronastatistik: Kun tre indlagte
Foto: Region Nordjylland
Personale står klar ved regionens hospitaler til at teste endnu flere end før for covid-19.
Region Nordjylland har nu det hidtil laveste antal af indlagte med coronavirus siden 30. marts, og kun seks nordjyder er smittet den seneste uge.
Region Nordjylland har nu nået en milepæl i coronastatistikken. På nuværende tidspunkt er der kun tre personer indlagt i det nordjyske, og det er det hidtil laveste antal siden 30. marts, da man begyndte at registrere antallet af indlæggelser i forbindelse med coronaepidemien.
De nordjyske kommuner
Antal af bekræftet smittede fordelt på kommuner:
- Morsø: 17 - svarer til 84 per 100.000 indbyggere.
- Thisted: 34 - svarer til 78 per 100.000 indbyggere.
- Brønderslev: 54 - svarer til 149 per 100.000 indbyggere.
- Frederikshavn: 38 - svarer til 64 per 100.000 indbyggere.
- Vesthimmerland: 71 - svarer til 193 per 100.000 indbyggere.
- Læsø: Under 10
- Rebild: 20 - svarer til 66 per 100.000 indbyggere.
- Mariagerfjord: 41 - svarer til 98 per 100.000 indbyggere.
- Jammerbugt: 34 - svarer til 89 per 100.000 indbyggere.
- Aalborg 183 - svarer til 84 per 100.000 indbyggere.
- Hjørring 105 - svarer til 163 per 100.000 indbyggere.
Kilde: Statens Serum Institut
En af de personer er på intensiv og i respirator.
I hele landet er blot to personer i respirator. Den anden befinder sig i Region Hovedstaden.
Kun seks nordjyder smittet de seneste uge
Selvom det går den rigtige vej med spredningen af coronavirus, er Nordjylland blandt de regioner med flest indlagte. Der er dog på nuværende tidspunkt tale om ganske få indlæggelser. Region Hovedstaden har 11 indslagte, Region Sjælland har ligesom Nordjylland tre indlagte. I hele landet er 18 personer indlagt. Det er en mere end forrige uge.
Siden sidste uge er blot seks nordjyder blevet bekræftet smittet med virussen. I hele landet er er 178 personer blevet bekræftet smittet med virussen den seneste uge.
Vesthimmerlands Kommune og Hjørring Kommune er de to kommuner, hvor flest er smittede per 100.000 indbyggere.