Lille Vildmosecentret jubler over hjælpepakke: - Ellers risikerede vi at gå konkurs

Direktør så ind i dyster fremtid. Hjælpepakke kan redde økonomien og forhindre en lukning.

Først gik man glip af påsken, nu ryger bededagsferien også. Coronakrisen gør ondt på Lille Vildmosecentret, der en almennyttig fond, og derfor må man ikke have en bunke penge sparet op til dårlige tider.

quote - 'Aflysningen' af påsken og bededagsferien betyder, at vi går glip af 20 procent af vores årlige omsætning. Og havde vi ikke fået økonomisk hjælp, var vi lukningstruet.

Bo Gregersen, direktør Lille Vildmosecenteret.

- Havde vi penge på kistebunden, levede vi ikke op til vores formål, så jeg er jublende lykkelig over, at et politisk flertal har fået øjnene op for, at vi er nogle videnscentre og institutioner, der hidtil er faldet mellem kategorier, der fik støtte. Nu kan vi komme videre, siger direktør Bo Gregersen.

Coronakrisen kom, ligesom man var klar til at åbne den nye udstillingshal på centeret.

- Ligesom så mange andre blev vi totalt lukket ned. 'Aflysningen' af påsken og bededagsferien betyder, at vi går glip af 20 procent af vores årlige omsætning. Og havde vi ikke fået økonomisk hjælp, var vi lukningstruet, understreger Bo Gregersen. 

Derfor er det en lettet direktør, som har modtaget nyheden om, at regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har besluttet at lave en hjælpepakke til de 16 videnspædagogiske aktivitetscentre, som modtager driftsstøtte fra Børne- og Undervisningsministeriet, så de sidestilles med kulturinstitutioner, der er omfattet af Kulturministeriets hjælpepakke til særligt nødlidende kulturinstitutioner fra d. 18. april. 

Det betyder, at centrene kan kompenseres for op til 80 procent af deres manglende indtjening i perioden 9. marts til og med 8. juli 2020.

- Vi er utroligt glade for, at man har opdaget, at der er institutioner, der falder mellem de kategorier, man hidtil har uddelt støtte til. Vi er enormt hårdt ramt – og vi har svært ved at finde anden finansiering. 

Han mener, at Lille Vildmosecenteret sammen med de andre 15 videnspædagogiske aktivitetscentre opfylder en stor rolle, som fortjener støtte. 

- Der er mere end 2 millioner danskere, som hvert år besøger et af de 16 centre. Vi skaber enorm viden og store oplevelser for danskerne generelt, det gør museerne også – men forskellen er, at de er offentlige, det er vi ikke, og derfor er vi økonomisk sårbare. 

Coronasikker naturformidling i weekenden

Han glæder sig derfor over, at det oveni hjælpepakken er lykkedes at stable en aftale på benene i samarbejde med myndigheder og politiet, der gør, at man fredag, lørdag og søndag igen kan komme på radioguidede rundvisninger i Lille Vildmose. 

- Det er corona sikker naturformidling, for folk sidder i deres egne biler og bliver vist rundt via deres bilradio, så det er helt sikkert. Det bliver dejligt at komme i gang igen, for det er første gang i mine 25 år på centeret, at vi ikke har været i gang i påsken.

Rundvisningerne kører i første omgang i den kommende weekend, og så venter man ellers - ligesom mange andre brancher - på, at statsminister Mette Frederiksen delagtiggør resten af landet i, hvordan den forestående genåbning af Danmark kommer til at foregå. 

Statsministeren har indkaldt partilederne i Folketinget til virtuelt møde om netop dette klokken 18 i aften. 


Seneste nyt

fra Nordjylland