Lukning af kinesiske fabrikker giver ekstra ordrer i Nordjylland

Der er sjældent noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nogen. Det gælder også coronavirussen.

Hos Seritronic i Støvring har de hulens travlt i denne tid.

- Lige nøjagtigt det her produkt er ikke noget, som vi har lavet tidligere.

Hans Henrik Pedersen er direktør for den nordjyske virksomhed, som har fået ekstra travlt på grund af coronavirussen.

Normalt bliver flere af firmaets produkter lavet i Kina, men her står produktionen i øjeblikket fuldkommen stille, og det kan kunderne ikke vente på.

- Vi kan jo ikke producere til den pris, det koster ude i Asien, men det var sådan set underordnet, fordi det var vigtigere for kunden at få varen, fortæller Hans Henrik Pedersen til TV2 Nord.

Bitten Vendelbjerg Nielsen er montør hos Seritronic, og hun er en af dem, som tager en ekstra tørn i øjeblikket.

- Jeg var herude hele lørdagen og skal faktisk også herud på lørdag. Så det har da betydet, at vi har fået lidt mere arbejde og lidt nyt også. Det er dejligt med noget at lave, så jeg kan godt lide det, siger Bitten Vendelbjerg Nielsen til TV2 Nord.

Tilbage til det normale

Hos Seritronic går det fint med at løse den nuværende situation, men samtidig tror man også, at der snart kommer gang i den kinesiske produktion igen.

- Jeg har været i kontakt med vores partner i Kina her til morgen, og det ser ud til, at tilstandene derude er ved at normaliseres. De forventer at det inden for to uger nok bliver legalt at tage mundbind af, de forventer at være på normal produktion om to uger. Jeg tror, at vi inden for en måneds tid ser normaliserede tilstande igen, forklarer Hans Henrik Pedersen. 

VIDEO: Hos Seritronics i Støvring har de travlt som aldrig før. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland