Mundbindskrav: NT vil nu undersøge, hvordan det skal håndhæves
Regeringens krav om mundbind kommer ikke bag på Nordjyllands Trafikselskab, men hvordan det skal håndhæves vil den kommende tid vise.
Mundbind bliver fra lørdag den 22. august et krav i den offentlige transport i hele landet. Det fortalte statsminister, Mette Frederiksen (Socialdemokratiet), på et pressemøde lørdag formiddag.
Og kravet om mundbind var forventet hos Nordjyllands Trafikselskab.
- Jeg synes, det lyder ganske fornuftigt. Allerede nu opfordrer vi på det kraftigste vores kunder til at bruge mundbind, så det kommer ikke som nogen overraskelse, siger Mette Henriksen, der er chef for salg og kunder i NT.
Kravet om mundbind vil gælde på alle tidspunkter af døgnet og uanset hvor mange mennesker, der er tilstede. Det bliver op til leverandøren af den offentlige transport at håndhæve, og hos Nordjyllands trafikselskab er meldingen, at man vil være helt klar til at håndtere den nye situation fra om en uge.
Alle rejsende over 12 år skal fremover bære visir eller mundbind. Det gælder på alle tider af døgnet i:
- alle busser
- private fjernbussser
- alle tog
- letbane og metro
- al flex trafik
- alle færger
- alle taxier
- alle stationer
- Vi kommer til at have en god dialog med de øvrige trafikselskaber, med vores medarbejdere og chauffører om at få det her til at fungere på bedst mulig måde. Det er jeg fuldstændig fortrøstningsfuld om, at vi nok skal finde inden på lørdag, siger hun.
Hvordan kravet om mundbind vil blive håndhævet, er endnu uvist.
- Det er nogle af de ting, vi skal til at sidde og kigge på nu, altså hvordan vi håndhæver det her. Det, som jeg hørte på pressemødet, var, at det er i forbindelse med kontrolsituationen. Og hvis mit personale kommer ud og man ikke har en billet i hånden, så bliver man smidt af og får en bøde, og det er vel også det, man kan forestille sig, kommer til at ske her, slutter Mette Henriksen.
NT vil fra på mandag oplyse kunder om de nye retningslinjer, der træder i kraft lørdag.