Nye godsruter betyder travlhed hos tolden i Hirtshals

Coronavirus har ændret flere europæiske godsruter. Derfor oplever Toldstyrelsens ekspedition i Hirtshals en stigende travlhed.

Corona-krisen har lukket skoler og institutioner, men Danmarks grænser er stadig åbne for gods og varer for at sikre fyldte hylder samt råvarer og materialer til danske virksomheder.

Men på grund af corona er mange godsruter blevet ændret op gennem Europa.
Det betyder ekstra travlhed på nogle af Toldstyrelsens ekspeditioner - blandt andet i Hirtshals. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

- Lige nu ser vi flere lastbiler ved vores toldekspedition end normalt, siger Maren Holm Johansen, der er handelsdirektør i Toldstyrelsen.

Opfordrer til at holde afstand

Den ekstra trafik betyder, at flere chauffører skal igennem Toldstyrelsens ekspedition på havnen i Hirtshals. Derfor har Toldstyrelsen hen over weekenden skruet op for kommunikationen om, hvordan chaufførerne skal agere i en tid med corona.

- Det er vigtigt, at de chauffører, der kommer igennem vores ekspeditioner, holder sig informeret om de retningslinjer, der nu gælder i Danmark. I løbet af weekenden har vi derfor opsat plakater på flere sprog med retningslinjer og indført begrænsninger på, hvor mange der må opholde sig i ekspeditionen, siger Maren Holm Johansen.

Hun opfordrer chauffører til at overholde de nye retningslinjer både for deres egen skyld, men også af hensyn til toldernes sundhed.

- Tolderne varetager en kritisk samfundsopgave. De holder ulovlige varer ude af landet og sikrer en smidig handel, så vareforsyningen til borgere og virksomheder kan opretholdes. Derfor har deres sundhed vores første prioritet, siger Maren Holm Johansen.

Cirka en femtedel af Toldstyrelsens medarbejdere bemander lige nu samfundskritiske opgaver, der ikke kan løses hjemmefra, men kræver at man fortsat møder på arbejde.


Seneste nyt

fra Nordjylland