Opera i Rebild bliver aflyst på grund af corona
For første gang i 18 år vil der ikke lyde operatoner på Operapladsen i Rebild den anden søndag i august.
For første gang i 18 år vil der ikke lyde operatoner på Operapladsen i Rebild den anden søndag i august.
Årets Opera i Rebild, som skulle være afviklet søndag 9.august, er i lighed med mange andre arrangementer aflyst.
- Forbuddet mod større arrangementer til og med august betyder at vi med stor beklagelse må aflyse i år, siger Søren Steen Nielsen fra Opera i Rebild og tilføjer:
- Så måske var årets tema ”Magt og afmagt” lige lovlig aktuelt i denne corona-krise.
Ikke desto mindre arbejder arrangørerne på at kunne gennemføre 2020-programmet med samme besætning af solister næste år og har i den forbindelse mødt stor forståelse og samarbejdsvilje fra solister, andre medvirkende og centrale samarbejdspartnere som Aalborg Symfoniorkester og Den Jyske Opera samt Rebild Kommune, Spar Nord Fonden samt de mange regionale og lokale leverandører, teknikere og frivillige som er involveret i arrangementet.
- Så allerede nu kan vi love at Preben Kristensen er på scenen igen som konferencier søndag den 8.august 2021, lyder det fra Søren Steen Nielsen.
Fondsdirektør Steffen Nørgaard fra Spar Nord Fonden understreger, at der er fokus på det at være medspiller på projekter, som udskydes, holder pause til næste år eller vinkles på en måde, der giver mening for et levende og aktivt Danmark.
- Og der er efterhånden rigtig mange justerede aftaler, nye datoer og i de fleste tilfælde – som hos Opera i Rebild – nyt årstal på den lange liste over initiativer, som skulle have fornøjet et hav af mennesker i 2020. Den gode vinkel er, at vi og masser af oplevelses- og kulturhungrende mennesker kan se frem til et travlt 2021, siger fondsdirektør Steffen Nørgaard.
Alle som havde købt billet eller operapakker til Opera i Rebild 2020 er blevet kontaktet direkte med tilbud om at kunne bruge billetten næste år eller få udgiften refunderet.