Se dem her: 11 tips fra politiet om corona
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Hvordan skal du forholde dig til corona i dagligdagen? Få nogle tips fra politiet her.
Mange er i tvivl om, hvordan skal agere i den nye hverdag med corona. Det har Politiet forsøgt at svare på med en række konkrete råd og tips på de mest stillede spørgsmål.
Det vælter ind med spørgsmål til politiet i takt med, at restriktionerne for vores bevægelsesfrihed bliver skærpet, og en ny dagligdag med coronasmitte i samfundet begynder at tage form.
Derfor har politiet ridset en række af de mest stillede spørgsmål op med svar og tips.
Læs dem herunder.
Hvis du er i tvivl, så kan du ringe til den myndighedsfælles hotline på +45 7020 0233.
”Gælder forbuddet mod arrangementer med flere end 10 personer også for dåb, bryllup og begravelser?”
Folkekirken må gerne afholde kirkelige handlinger såsom dåb, vielse og begravelser. Der må dog kun være 10 personer til stede i den kirkelige institution. Og det inklusiv kirkens medarbejdere.
Begrænsningen gælder ikke begravelser. Her må der altså gerne være mere end 10 personer til stede.
”Vi skal holde konfirmation store bededag. Kan vi det?”
Nej. Alle konfirmationer udskydes til efter pinse (den 1. juni 2020).
”Hvad sker der, hvis jeg ikke overholder forsamlingsforbuddet?”
Overholder du ikke forbuddet, risikerer du en bøde på 1.500 kr.
Som udgangspunkt håber vi dog på at kunne klare det med dialog og vejledning. Det er en situation, der skal tages alvorligt, og at vi mener det alvorligt, når vi siger, at folk skal rette sig efter de nye restriktioner.
”Er det også ulovligt at samles mere end 10 personer derhjemme?”
Forbuddet gælder ikke i private boliger. Men vi opfordrer på det kraftigste til, at du aflyser planlagte private sammenkomster mv. med flere end 10 personer og at I helt generelt ikke samles i større grupper hjemme.
”Man må ikke samles mere end 10 personer, hvordan skal det håndhæves inde i butikker?”
Forbuddet hindrer ikke, at flere end 10 personer på sædvanlig vis er til stede og bevæger sig rundt, for eksempel i en butik, et supermarked, en lufthavn, en kiosk, et take-away-sted eller på en togstation.
Erhvervsdrivende og offentlige institutioner skal dog overholde en række krav. Herunder bl.a. at der maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4 m2 gulvareal ligesom det skal være muligt for kunder og besøgende at holde afstand til hinanden. Du kan læse alle nye krav til butikker og virksomheder i detailhandler her: https://politi.dk/…/seneste-tiltag-mod-spredning-af-coronav…
Husk at du kan hjælpe ved at holde god afstand til andre og gå et andet sted hen, hvis det ikke er muligt der, hvor du befinder dig.
Er du i tvivl?
Så kan du ringe til den myndighedsfælles hotline på +45 7020 0233.
”Der er mere end 10 personer på min arbejdsplads. Kan jeg godt møde op?”
Almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads er ikke omfattet af forbuddet. Men husk de gode hygiejneregler: vask hænder så tit som muligt, host eller nys i dit ærme, undgå håndtryk, vær opmærksom på rengøring og hold afstand fra andre.
Vi anbefaler, at alle så vidt det er muligt, arbejder hjemme.
”Hvordan påvirker reglerne offentlig transport?”
Forbuddet gælder ikke almindelig brug af offentlig transport. Du må derfor gerne vente på et tog på stationen, selvom der er flere end ti personer til stede og du må gerne benytte offentlig transport. Men sørg for at holde god afstand og tage hensyn. Gå eller tag cyklen, når det er muligt og forsøg så vidt muligt at rejse uden for myldretiden. Rejs ikke med offentlig transport, hvis du er syg og husk den gode håndhygiejne.
Bestil desuden pladsbillet, hvis du skal rejse med InterCity-tog, InterCityLyn eller Regionaltog (med undtagelse af Kystbanen).
”Min eksmand og jeg har 7/7-ordning med vores fælles barn. Må barnet gerne komme over til far, eller skal jeg beholde barnet de næste 14 dage?”
Er barnet rask, er der intet til hinder for at fortsætte samværsordningen. Skilsmissebørn må gerne skifte mellem deres forældre, men hvis de er syge, anbefales det, at de bliver det sted, hvor de er, og så vidt muligt holdes fysisk adskilt fra andre mennesker.
”Må jeg gerne tage til en middagsaftale med et par venner?”
Forbuddet gælder ikke i private boliger. Men vi opfordrer på det kraftigste til, at du aflyser planlagte private sammenkomster mv. med flere end 10 personer og at I generelt ikke samles i større forsamlinger hjemme.
Så overvej om I kan rykke aftalen eller holde den digitalt.
”Jeg skal holde 70 års fødselsdag i weekenden. Ingen af gæsterne er mig bekendt smittede. Kan jeg fortsat afholde den?”
Hvis festen skal afholdes i et forsamlingshus eller en restaurant, er den omfattet af forbuddet og skal derfor aflyses.
Holder du festen derhjemme gælder forbuddet ikke – men vi anbefaler på det kraftigste, at du aflyser. Vær også opmærksom på, at nogen af dine gæster måske er i særlig risikogruppe – for eksempel hvis de er 80 år eller ældre.
”Må jeg gå på legeplads med mit barn, hvis der er mere end 10 mennesker?”
Offentlige legepladser er også omfattet af forbuddet og politiet må gerne gribe ind, hvis der er flere end 10 personer tæt samlet på offentligt tilgængeligt steder. Det gælder bl.a. åbne pladser, parker, broer, foran butikker, forlystelsescentre, oplevelsescentre mv.
Find flere spørgsmål og svar her:
https://politi.dk/…/seneste-tiltag-mod-spredning-af-coronav…