Stor opfindsomhed: Alternative påskeudstillinger i år
Påskeudstillinger - forårets store kulturelle begivenheder er i år aflyst på grund fare for coronasmitte. Henrik Busk Andersen har dog rykket sin kunst ud fra atelieret i Aabybro for at reducere smittefaren.
Påskens kunstudstillinger plejer at være det helt store tilløbsstykke. I år er alt anderledes med masser af aflysninger. Men det kan lade sig gøre at få kunsten vist frem.
Der skal tænkes kreativt, hvis man vil lave en påskeudstilling i år. For de fleste er aflyst på grund af covid-19.
Det er dog lykkedes nogen at lave en påskeudstilling ved at være opfindsomme og tilpasse udstillingen ved at undgå smittefare.
Henrik Busk Andersen har rykket sin kunst ud fra atelieret i Aabybro.
Det er vigtigt for ham at lave en påskeudstilling for at få sine corona-refleksioner ud som kunstner
- Hvis det ikke er nu, så ved jeg ikke hvornår, siger han.
Den nordjyske kunstner har lavet 18 nye værker med budskaber om det smertelige ved coronavirussen.
Virtuel udstilling
Grethe Rolle, kunstner fra Skeelslund, har lavet en virtuel påskeudstilling sammen med 25 kunstnere.
- Vi er jo ikke handlingslammet, selvom vi bliver lammet på nogle andre måder, siger hun.
I en baggård i Hjørring har Hjørring Grafiske Værksted rykket deres kunstværker ud under åben himmel.
- Vi forventer, at vi kan give gæsterne et påskepust, siger Julie Peter, leder af Hjørring Grafiske Værksted.
Og noget tyder på, at mange af gæsterne hungrer efter kunst.
- Vi er jo sultne efter at se noget og nysgerrige efter at se noget kunst, siger Christine Lund Jakobsen, der har fundet vej til udstillingen i baggården i Nørregade i Hjørring.