Coronavirussen er nu en pandemi, der har haft konsekvenser over store dele af verdenen. Virussen har enorme økonomiske konsekvenser herhjemme, hvor samfundet nærmest er blevet lukket ned. Og mange af os keder os, fordi vi stort set kun er hjemme i disse dage og ikke kommer ud, medmindre det er for at handle eller en gåtur i skoven. 

Men det kunne være værre. Det er det i hvert fald for 21-årige Mathilde Baisgaard Bech fra Gudumholm, der er fanget i Guatemala. Den seneste uge har været en følelsesmæssig rutsjebane - ja faktisk et helvede, hvis man spørger hende selv. 

For hende er det værste ikke at sove i et lille hotelværelse nat efter nat. Det værste er ikke at vide, hvornår hun kan komme hjem. 

- Vi var ude i junglen uden internetforbindelse, da Udenrigsministeriet bad danskere i udlandet om at komme hjem. Hele lørdag og søndag brugte vi på at komme i kontakt med vores rejseselskab og Udenrigsministeriet, så vi kunne komme hjem, fortæller Mathilde Baisgaard Bech. 

- Men ingen af dagene fik vi svar. Så søndag besluttede vi os for selv at booke et fly hjem. Vi følte ikke længere, vi kunne vente på hjælpen, siger hun. 

Men allerede dagen efter kommer det frem, at Guatemala vil lukke for grænserne. De vil blive lukket mandag ved midnat - altså natten til tirsdag. Dagen, hvor Mathilde Baisgaard Bech og hendes rejsekammerat havde planlagt at rejse hjem. 

Seks europæere samlet i lufthavnen 

Flyet hjem blev aflyst, og pludselig stod Mathilde Baisgaard Bech og kammeraten uden en mulighed for at komme hjem. 

På det tidspunkt er der hul igennem til Udenrigsministeriet. De råder de unge mennesker om at tage til den danske ambassade til Mexico hurtigst muligt, inden grænserne lukker. 

- Vi skyndte os ud i lufthavnen, men der var ikke noget at komme efter. Alle fly var booket, siger hun.

I lufthavnen mødte de et dansk par og to belgiske statsborgere i samme situation. De bor nu alle seks personer sammen på et hotel 450 meter fra lufthavnen. For efter landets grænser er blevet lukket, har Udenrigsministeriet rådet Mathilde Baisgaard Bech til at blive i nærheden af lufthavnen og være klar, hvis styrelsen skriver. De fraråder, at de unge selv forsøger at krydse grænsen til Mexico. 

- Om dagen har vi det okay, for vi har hinandens selskab til at holde os oppe. Men om aftenen er det noget andet. For hvad vågner vi op til? Endnu en dag uden nyt? Det ville være fint, hvis vi vidste, hvor længe vi skulle blive her, men vi aner det ikke, siger hun. 

Livet på hotellet   

Kontakten til Mathilde Baisgaard Bech har været svingende. Internettet er ikke fantastisk, og det besværliggør også hendes kamp for at komme hjem. Som om det ikke var nok, er de seks europæere nu bange for, at mangle tag over hovedet om to dage. 

For hotelpersonalet er usikre på, hvorvidt der stadig vil være åbent. Derfor vil de indtil videre kun indkvartere de seks unge mennesker til den 22. marts. Og indtil da er de i karantæne på hotellet. 

- Vi har fået besked på, at vi ikke må gå ud fra hotellet. Så vi opholder os enten på vores værelse, fællesarealer eller i en lille have. Men det virker ikke til at der er andre på hotellet, fortæller Mathilde Baisgaard Bech. 

Tidligere har hun oplevet, at de lokale råber "corona" efter hende og de andre europæere, og derfor tør de ikke længere handle selv. De er derfor afhængige af, at der er mad på hotellet - eller at et nyt hotel vil handle for dem. 

- Jeg skulle først have været hjemme 28. april. Det blev til 10 gode dage. Siden har det været et følelsesmæssigt helvede, siger hun.