Guide: Tag ud i det blå og væk fra storbyen
En naturvejleder giver sine bud på, hvor man kan komme ud af nyde forårsvejret uden at støde ind i mange mennesker.
Bevæger man sig få kilometer fra Aalborg Centrum er der store naturarealer, hvor der er knap så mange mennesker. Naturvejleder guide til storbyens mennesker.
De næste dage byder også på solrigt forårsvejr. Derfor bad TV2 Nord en naturvejleder om et par gode råd til, hvordan man kommer ud i vejret uden at tage samme sted hen som alle andre. Så vi kan komme ud i det gode vejr, men stadig holde god afstand til andre.
- Hvis man er ung og bor i Aalborg, og man gerne vil ud af byen, skal man finde sin cykel frem og få den pumpet. For lige i nærheden har vi Østerådalen, som går videre ud til Dallhede og Poulstrup Sø. Det er rigtig nemt, fortæller Karin Winther, Naturvejleder, Vesthimmerlands Kommune.
Store naturområder
- Østerådalen: Et cirka 100 hektar stort område fredet natur i Aalborg Kommune. Toppen af Østerådalen starter bare 3 kilometer fra Aalborg Centrum.
- Hammer Bakker: 400 hektar af Hammer Bakker er fredet. I de arealer er der tre afmærkede ruter. Den øvrige del af Hammer Bakker, cirka 1.400 hektar er privatejet. Her gælder naturbeskyttelseslovens almindelige bestemmelser om færdsel i private skove.
- Himmerlandske heder: Er et privatejet, fredet område med offentlig adgang. Naturen er spredt over 1.284 hektar.
Kilde: Aalborg og Vesthimmerlans Kommuner
Hvis man er frisk på at tage længere væk fra byen foreslår natuvejlederen Hammer Bakker.
- Og derfra er der sådan set nærmest åbent helt op til Frederikshavn, siger hun.
Vil man ikke krydse Limfjorden kan man i stedet tage til de Himmerlandske Heder. Det store område byder på både hedearealer og skove. De breder sig helt fra Sebbersund tættest ved Aalborg og til Vindblæs.
- Alle de her steder er der skilte, så man skal ikke være bange for, at man gør noget forkert. Man må gerne benytte sig af de stier, der er hen over enge og til gravhøje. Hvis der er gennemgående stier, og det er ud til noget naturinteressant, må man gerne gå der - også selvom det er privat, forklarer Karin Winther, Naturvejleder, Vesthimmerlands Kommune.