Udsigt til flere restriktioner: I Aalborg venter man spændt

Folketingets sundhedsordførere er i dag indkaldt til møde under overskriften ”coronasituationen”. I Aalborg Kommune venter sundhedsrådmand Mads Duedahl spændt på, om kommunen bliver underlagt yderligere restriktioner.

Opdateret
Opdateret med citater fra rådmand Mads Duedahl (V), Aalborg Kommune


Der kan være flere restriktioner på vej i forsøget på at begrænse smitten med coronavirus.

Det vurderer det nordjyske medlem af Folketinget Per Larsen, der, som sundhedsordfører for Konservative, torsdag er blevet indkaldt til møde klokken 11.45 med resten af Folketingets sundhedsordførere.

- Jeg kan godt forestille mig, at man øger antallet af kommuner med særlige restriktioner, siger Per Larsen, der ikke ved - og heller ikke tør spå om - hvor eventuelle nye restriktioner kommer til at ramme.

I Aalborg Kommune venter kultur- og sundhedsrådmand Mads Duedahl (V) spændt på udfaldet af dagens møde med sundhedsordførerne på Christiansborg.

- Vi ser selvfølgelig med spænding på, hvad der kommer ud af det møde mellem sundhedsordførerne. Vi håber på det bedste, og vi har jo også gjort, hvad vi kan for blandt andet at masseteste de unge i kommunen, ligesom vi har lukket for besøgende på plejehjem igen, siger Mads Duedahl og tilføjer:

- Vi skal undgå en nedlukning. Det vil selvfølgelig ikke være en katastrofe, og vi skal nok finde nogle løsninger, men det vil være rigtig ærgerligt for kommunen, vores erhvervsliv og så videre. Derfor håber jeg også, at man på Christiansborg har bemærket de initiativer, vi har taget for at bremse smitten.

TV 2: Flere nedlukninger på vej

TV 2 erfarer torsdag formiddag, at der vil blive indført yderligere restriktioner i omkring 30 kommuner. Det vil ske udfra en vurdering af smitteincidensen, der skal være på over 200 pr 100.000 indbyggere og positivprocenten, der skal være over to procent. Begge dele vil - uafhængigt af hinanden - udløse yderligere restriktioner.

På kortet herunder er de 30 kommuner, der ikke er lukket ned, men som har den højeste incidens af de ikke-lukkede kommuner markeret med gult. Det er ikke endbetydende med, at det er disse kommuner, der kan se frem til yderligere restrikioner.

38 kommuner lukket delvist ned

Mandag kunne regeringen præsentere nye restriktioner i 38 kommuner. Størstedelen af kommunerne er i Københavns-området, men også Aarhus, Odense, Vordingborg og Helsingør er ramt af restriktionerne, der trådte i kraft onsdag.

I de 38 kommuner er skoleelever fra 5. klasse og op sendt hjem, mens restauranter, biografer, biblioteker, teater, museer og spillesteder er lukket. Offentlige og private arbejdsgivere opfordres til at hjemsende medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner, hvis det er muligt.

Også TV2s politiske redaktør Troels Mylenberg vurderer, at der kan være nye restriktioner på vej ”i en eller anden form”, siden sundhedsordførerne nu skal mødes.

Aalborg frygter at blive næste kommune på listen

Onsdag kunne TV2 Nord fortælle, at man i Aalborg Kommune frygter at blive kommune nummer 39, der rammes af nedlukning. Her har der på syv dage været 365 nye smittetilfælde.

Indslag fra 9. december om smitten i Aalborg.

Det har fået Aalborg Kommune til at indgå en aftale med alle uddannelsesinstitutioner i kommunen om at teste studerende i skoletiden.

- Det er en meget lodret kurve, vi ser. Smitten skal inddæmmes nu, sagde Mads Duedahl (V), der er Rådmand i Sundhedsforvaltningen i Aalborg Kommune, onsdag til TV2 Nord.

Konservatives sundhedsordfører Per Larsen mener dog torsdag morgen ikke, at Aalborg med et incidenstal på 164 nødvendigvis skal frygte at være de næste på listen.

- I hovedstadsområdet er incidenstallet oppe på 500 nogle steder, og det er her, alarmklokkerne ringer, siger Per Larsen.

Positivprocenten i Aalborg Kommune er dog på 2,72 procent i løbet af de seneste syv dage.

Onsdag blev der registreret 2558 nye tilfælde af coronavirus i Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland