Forleden sad jeg og talte med en kammerat om det at læse aviser. Både de gode gamle af papir og dem på internettet, og vi nåede også lige at tage nyhedsudsendelserne i radioen og på fjernsynet med i købet. Vi var mest inde omkring de forskellige nordjyske tilbud, men dog også ude og vende de landsdækkende medier.

Det skal ingen hemmelighed være, at vi begge var noget forundret over to ting.

Det ene var en journalist ved navn ”Ritzau”, som vi gættede os til, ikke er nordjyde. Det andet var brug af ordet ”legende”, i betydningen ”en kendt person eller ting, der er genstand for mytedannelse”.

Pausefisk i de nordjyske vesterhavsbølger

Det forekom os, at den mest produktive journalist i hele verden er bemeldte Ritzau. Man kan ikke overhovedet læse, høre eller se nyheder, uden at han eller hun i rigt mål har lagt sig i selen for at fortælle os, hvad der sker.

Intet er for småt. Og det fylder alt sammen både spalteplads og tid.

Jeg ved ikke om Ritzau nogensinde har fået en Cavlingpris, men alene mængden af produceret stof til de nordjyske medier må være nok til en plads i historien.

Problemet er bare, at så er der ikke spalteplads eller tid nok til alt det, der sker i nordjylland – på godt og ondt. Og hvad med alle de nordjyske journalister? Hvad laver de? De kan vel ikke alle få tiden til at gå med at skrive jubilæums- og fødselsdagsartikler om hinanden, som min kammerat tørt bemærkede om vores landsdels største trykte avis.

Uagtet, at journalist Ritzau bestemt fortjener ros for sin arbejdsomhed, så skal han eller hun i hvert fald ikke beskyldes for at fordybe sig i nordjyske emner. Ritzau tager på ingen måde brødet ud af munden på vores nordjyske journalister. Der er rigeligt med sager, historier, begivenheder, glæder og sorger at tage af.

Og skulle det en enkelt dag være nødvendigt at fylde spaltepladsen eller tiden med en pausefisk, eller måske bedre med vores nordjyske vesterhavsbølger, der rammer stranden, så går det nok også.

Legendernes tid

Tilbage sad vi så med ordet ”legende”.

Vi var meget enige om, at Ritzau efterhånden måtte være en legende. Vi var også enige om, at specielt de digitale medier er glade for legender. Måske fordi man på digitale medier kun har plads til en kort overskrift, som man skal klikke på for at komme ind til historien.

Uha, så mange legender, der er. Der er ”Vild med dans”-legender og ”X-faktor ”-legender. Der er ”Unge mødre”- legender. Der er også ”Mad”- legender, der opfinder den samme mad, som mange generationer af nordjyder er opfostret med længe inden, legenderne blev født.

Der er sportslegender, som ingen eller de færreste har hørt om. Der er sågar legender inden for den kriminelle verden. Og så er der de legender, som i sandhed lever op til værdigheden, fordi vi alle sammen på tværs af generationer og præstation har hørt om dem. Døde som levende.

Men uanset hvor meget min kammerat og jeg selv anstrengte os, kunne vi ikke komme i tanke om voldsomt mange legender af den slags, som fortjener et klik, og nej - Journalist Ritzau var ikke med i det endelige felt.