I tirsdags tæt på klokken 23 væltede jeg på det nærmeste hele huset derhjemme. MIN fodboldklub havde lige lavet miraklet og havde slået kolossale Barcelona.

Mægtige Messi var med ét blevet til Mini-Messi og stod på Anfield Road og lignede en miniputspiller, som mor lige havde råbt ind til frikadeller, brun sovs og kartofler – midt i en kamp på legepladsen, som kun kunne ende med et lykkeligt udfald.

Men Messi var ikke en knægt fra miniputholdet. Messi var – nej, er – en af verdens bedste fodboldspillere i en af verdens største fodboldklubber. Det så man bare ikke den tirsdag aften på Anfield.

Og ja, det var et gigantisk mirakel. Liverpool havde vundet 4-0 på Anfield og havde netop kvalificeret sig til Champions League finalen i Madrid. Med Salah og Firmino på skadeslisten matchede Liverpools tropper så godt og vel det smertende 3-0 nederlag i Barcelona ugen før. Det, der ikke kunne ske – ikke engang os meget store Liverpool fans så den komme - det skete.

Fodbold over musikken

Og nu står jeg her og skal til Maroon 5-koncert den 1. juni. En koncert, som jeg længe har set frem til. MEN som jeg ikke kan se mig selv være en del af.

Adam Levine og resten af Maroon 5 går nemlig på scenen i Mølleparken nærmest i det øjeblik, hvor Mo Salah, Henderson, Mane, Firmino og alle de andre 'gude-spillere' løber ind på Wanda Metropolitano i Madrid.

Ind for at møde Tottenham og Christian Eriksen. Ind for at bryde det forheksede faktum, at Liverpool har været titelløs siden 1990 (PL) og 2005 (CL). Det er 14 år – hvad jeg gang på gang er gjort opmærksom på af smag- og følelsesløse venner - både de fysiske og dem på Facebook.

Det engelske mesterskab snuppede Manchester City her i weekenden med ét point mere end Liverpool. I en sæson, hvor Liverpool kun tabte én kamp i ligaen – én kamp.

Nu skal det være, vi SKAL have den meget prestigefyldte og nærmest uopnåelige pokal med de store ører. Vi skal vinde Champions League.

Det store spørgsmål: Er jeg for rød?

Nå, men tilbage til spørgsmålet. Er jeg for rød – når jeg er tæt på tårer i de store øjeblikke?

Er jeg for rød, når jeg sidste år efter CL finalenederlaget til Madrid tog direkte fra Jelling Musikfestival og hjem på mit hotelværelse i Vejle?

Er jeg for rød, når jeg efter sejren over Barselona har lavet 6 – ja SEKS! Liverpool opslag på min væg?

Er jeg for rød, når jeg vælger en fodboldkamp i TV fremfor at opleve et af tidernes helt store internationale navne i Aalborg?

Er jeg for rød, når jeg skreg så højt, da Liverpool i en PL kamp scorede sejrsmålet i overtiden, og Thilde troede jeg havde slået mig voldsomt og Hanne – min kære kone - væltede ind i stuen – halvt i søvne og med ”natbriller” i panden?

Er jeg for rød, når jeg - på trods af min alder - gerne trækker i en alt for lille Liverpool spillertrøje? Er jeg for rød, når jeg nu vælger at afslutte her med følgende ord?:

When you walk through a storm, hold your head up high
And don’t be afraid of the dark
At the end of the storm, there’s a golden sky
And the sweet, silver song of a lark

Walk on through the wind
Walk on through the rain
Though your dreams be tossed and blown

Walk on, walk on
With hope in your heart
And you’ll never walk alone
You’ll never walk alone

Walk on, walk on
With hope in your heart
And you’ll never walk alone
You’ll never walk alone

Er jeg for RØD – er jeg?