For en måned siden var der næppe mange uden for Vendsyssel, der kendte murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup. Men efter at han for nyligt stod i spidsen for at flytte Rubjerg Knude Fyr 70 meter længere ind i landet og væk fra Vesterhavets frådende bølger, har Kjeld opnået noget nær kultstatus i hele landet – og fået medier fra både ind- og udland til at zoome ind på det gamle fyr og den pragtfuldt sandede og herligt ufriserede natur ved Rubjerg.

Jeg forstår godt, at vi alle sammen – medierne inklusive – gik i selvsving over historien om flytningen af fyret og over den stolte vendelbo i midten af historien; murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup. For der er jo på en eller anden måde lidt Olsen Banden over det, når man hører historien om Pedersens Georg Gearløs-lignende plan, der blandt andet indbefattede et par overordentligt store rulleskøjter, et par skinner, nogle hjul – og den optimistiske Pedersen, der frejdigt proklamerede; ”så ruller vi”.

En simpel mand med en simpel plan

Jeg er vild med Kjeld, for i en verden, hvor selv det mest simple og banale ofte kompliceres i al uendelighed af folk med lange, videregående uddannelser, er det da befriende at møde en mand, der i dén grad er i stand til at afkomplicere noget, der for os andre ser temmelig stort og uoverskueligt ud.

Jeg tror også, at der er en anden grund til, at jeg er vild med Kjeld, og det handler om, at han minder mig om nogle af de rigtige mænd fra min egen barndom, som jeg altid har set rigtig meget op til. Det var den lokale vognmand, Henry, der med sin blå lastbil og gule kran, var i stand til at flytte alt fra skibe til sommerhuse i et snuptag. Det var også den lokale maskinstationsejer, Karl Gustav, der med sin orange Dronningborg-mejetærsker bid for bid åd sig ind på den ene kornmark efter den anden og den lokale entreprenør, Egon, om hvem det hed sig, at han med sin enorme gummiged var i stand til at løfte en tændstik fra stranden, uden at få så meget som et enkelt sandkorn med på skovlen.

Murer-kjeld - en barndommens helt

Murer-Kjeld fra Lønstrup og heltene fra min barndom har alle det tilfælles, at de i mine øjne er og var rigtige mænd, der kunne få ting til at ske. De har hver især taget opgaverne på sig, smøget ærmerne op og har fået tingene til at ske.

I en tid, hvor aviser og tv flyder over med den ene kulørte historie efter den anden, om folk der er i tvivl om, hvilket køn de føler sig som i dag, eller om man nu risikerer at krænke nogen, hvis man synger den ene eller anden sang fra Højskolesangbogen eller formaster sig til at male sig i ansigtet til en temafest på universitetet, er det da befriende at læse historien om flytningen af Rubjerg Knude Fyr.

Jeg glæder mig til at genbesøge fyret på dets nye placering, og mens jeg står der med fygesand mellem tænderne, vil jeg sende Kjeld en venlig tanke. For med flytningen af fyret, har han mindet os alle sammen om, at alting ikke behøver at være så kompliceret, og at meningen i arbejdslivet for eksempel kan findes i glæden ved de smukke ting, der omgiver os og i indsatsen for at bevare dem.