BLOG: I det nye år vil jeg følge en gammel dame over vejen

Nytårsaften kom vi hjem 14 minutter før dronningens nytårstale. Maden var ikke sat over endnu, men vi fik da løbet rundt om os selv, brækket et par stykker kransekage over og skænket lidt bobler inden, det hele gik i gang. Lidt hektisk. Og ikke perfekt.

Det hektiske liv var også med i Hendes Majestæt Dronningens ord til rigsfællesskabet. Husk nu at gøre noget unyttigt også! Den ramte. Det er indlysende rigtigt. Alt skal ikke kunne betale sig. Konkurrencesamfundet er et koldt sted at være. Der er kun vindere og tabere, og begge dele er til at få stress over. Vi skal nå så meget, men vi glemmer os selv.

Vi må gøre noget. Noget unyttigt. Forkæle os selv med en gåtur eller håndarbejde. Dronningen har jo ret. Eller har hun? Kun delvist. I hvert fald er vi hurtige til at misforstå hende. Allerede 1. januar var TV fyldt med marathonløbere og andre, der gjorde unyttige ting. For dem selv.

Egoistiske nytårsforsætter

Sådan er nytårsforsætter ofte. De drejer sig om rygestop, slankekur og mere motion. Alt sammen noget, vi gør for os selv. Egoisme med andre ord. Hvis det er det unyttige, vi danskere har at bidrage med, står det skidt til.

Vi misforstår, hvad livet går ud på, hvis vi forstår dronningens ord om at bryde rutinen og gøre noget, der ikke kan betale sig, sådan, at vi skal have mere tid til os selv.

For livet bliver først til, når vi tør give det hen til andre. Når vi tør miste vores liv. Det ved ethvert ægtepar. Først når vi tør opgive vores eget (egoistiske) liv og give det til den anden, får vi livet igen i en ny og meget mere righoldig, levende og kærlig form.

Det kræver mod, for at vi kan blive sårede. Man er udleveret, når en anden person står med ens liv i sine hænder. Men det er her, livet bliver til. Ja, faktisk er det sådan, livet er: Vi er udleverede til hinanden. Teologen og filosoffen K.E. Løgstrup har sagt, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre uden, at vi holder et stykke af dennes liv i vores hænder.

En provokerende titel

Livet er et liv i fællesskab og kræver, at vi opgiver noget af vort eget. Den nu afdøde biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, har skrevet en erindringsbog, som han gav titlen “En biperson i mit liv”. Det er en provokerende titel for os mennesker, for i selvrealiserings navn tror vi, at vi er hovedpersoner i vores eget liv. Det er vi ikke. Vi er bipersoner i vores eget liv. De andre er hovedpersoner. Og forhåbentlig er vi selv hovedperson i andres liv.

Ideen med dronningens ord kan ikke være, at vi skal have mere tid til at hækle eller gå ture alene. Ideen må være, at vi skal gøre noget for andre. Noget uselvisk. Noget, der ikke er gjort for at skabe orden i økonomien eller sjælefred for os selv. Noget unyttigt. Uegennyttigt.

Derfor er mit nytårsforsæt: I det nye år vil jeg følge en gammel dame over vejen. Og måske jeg lige når det 14 minutter før, vi igen skal ønske hinanden:

Godt nytår!

Om bloggeren:

Christian Roar Pedersen er sognepræst i Hals og Hou samt mediekonsulent i Aalborg Stift. Han er en mand, der kan lide at gå i kjole og tænke over livet. Mødet med andre mennesker over en kop kaffe til en fortrolig samtale er afgørende for ham. Christian er migrant fra Fyn, men er efter ti år blevet delvist accepteret i Nordjylland. Han blogger om livet, kærligheden og meningen med det hele. Og lidt om løb, øl og kage.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland