Hvad er højest; Rundetårn eller et tordenskrald? Det er som bekendt ganske vanskeligt at svare på, eftersom de to ting ikke bare er svære at sammenligne, de er ret beset komplet usammenlignelige, og derfor giver spørgsmålet i udgangspunktet ikke nogen mening.

Jeg kom til at tænke på det velkendte spørgsmål, da jeg forleden dag formastede mig til at ønske Vendsyssel Teater tillykke med, at de fremover kan se frem til at modtage 3,1 millioner kroner ekstra i støtte fra staten, efter at Folketinget har indgået en bred politisk aftale om scenekunst. Politikerne ønsker med støtten at gøre blandt andet Vendsyssel Teater til et regionalt kraftcenter, når det drejer sig om scenekunst.

Min lykønskning til Vendsyssel Teater skrev jeg i en debattråd på TV2 Nords facebookside, og jeg skal da ellers lige love for, at jeg fik svar på tiltale – ikke fra Vendsyssel Teater, men fra en række sikkert velmenende danskere, som tydeligvis synes, at skattekronerne ville gøre mere gavn andre steder end i kulturlivet.

Eksempelvis skrev en kvinde, at i stedet for at se Et Dukkehjem, så skulle jeg tage ud og se, hvordan vores ældre sidder hver eneste dag – kommentaren var efterfulgt af en række alt andet end smilende smileys. En anden skrev, at det var til at brække sig over, at der altid er penge til kultur, samtidig med at der bliver sparet på sygehuse, skoler og så videre.

Jeg forstår godt, at man kan blive frustreret over besparelser på eksempelvis ældreområdet eller sygehusene. Det kan jeg forsikre både jer, der skriver på TV2 Nord og alle andre for, at det også både frustrerer og bekymrer mig. Men at ville slagte kulturlivet for at redde ældreplejen, er for mig at se – igen – lidt som at sammenligne højden på Rundetårn med højden af et tordenskrald. Spørgsmålet om en værdig og ordentlig ældrepleje og spørgsmålet om bevillinger til kunst og kultur, er for mig ikke et enten eller, for vi kan ikke undvære nogen af delene.

Kultur er uundværligt

Jeg synes, det er vigtigt at forstå, at kultur, herunder scenekunst, ikke blot er en slags flødeskum ovenpå alt det, der virkelig betyder noget i vores samfund. Kultur udgør tværtimod hele grundlaget for det samfund, som vi lever i.

Hvis man eksempelvis har været i Vendsyssel Teater og har set Ibsens Et Dukkehjem i Kaspar Rostrups opsætning, så er man forhåbentligt ikke alene blevet klogere på Noras og Helmers ægteskab, men også klogere på sig selv og de relationer, som vi indgår i hver især i dag.

For det er jo præcis det, som kultur kan, den kan udvide menneskers horisonter, gøre os klogere på os selv og hinanden og oplyse os om vores egen tradition og historie. Det er ikke mindst vigtigt i de her år, hvor jeg har en oplevelse af, at vores samfund bliver mere og mere opdelt i ”dem” og ”os”. Det ville være katastrofalt, hvis vi mistede vores fælles kultur, som for mig at se er forudsætningen for oplevelsen af et nationalt fællesskab.

Vi skal have en værdig ældrepleje og et ordentligt sundhedsvæsen, men hvis fællesskabet alene prioriterer kernevelfærd i form af børnepasning, skoler, sygehuse og ældrepleje – og et par nye veje og noget nyt asfalt engang imellem, og til gengæld dropper kulturen, fordi den alligevel ikke ”kan køre rundt”, så får vi for mig at se et åndeligt fattigere samfund.

Hvis vi nedprioriterer oplysning om og formidling af vores fælles kulturarv, risikerer vi, for mig at se, et enormt dannelsestab og en deraf følgende manglende forståelse for Danmark som et kulturfællesskab med en fælles kultur og historie. Der håber jeg ikke, vi ender.