Jeg er tilflytter. En af dem der frivilligt har bosat sig nordpå. Og jeg må sige det som det er: Nordjyderne er nu ikke så ringe endda.

En af de ting jeg virkelig har lært at sætte pris på, er det nordjyske håndtryk. Og så er det utalte ord. Alt det man siger, ved ikke at sige det. I denne mærkelige coronatid har jeg måttet sande, at det usagte ord kræver, at man mødes. Ellers er det bare tavshed. Alt det underfundige og underforståede forsvinder, når man ikke er fysisk sammen.

Det usagte ord er ofte ledsaget af et håndtryk, det oplever jeg i kirkedøren efter en gudstjeneste. Håndtrykket rummer mindst lige så meget, som det der ikke bliver sagt, og sat sammen med det usagte ord, er det kommunikation på højt niveau.

Et ”tak for i dag,” kombineret med et håndtryk der trækker ud, så har prædikenen ikke været helt dårlig. Og hvis der kommer en ekstra hånd oven på min, går gudstjenesten an. I København ville man nok råbe: ”Wow præst! Du talte lige til mit hjerte i dag! Respekt!” I Nordjylland råber vi ikke, og kommer ikke med disse kraftige udbrud. Vi giver hånd. Det siger lige så meget – og mere til. Kritik kan også komme i form af et håndtryk og det usagte. Og hvis en nordjyde først udtaler en højlydt kritik, ja så ved man, han er sur!

- Unge er begyndt at elske deres forældre.. og pizza.

Da jeg voksede op på Fyn, gav vi ikke knus. Det er noget, som er kommet til senere. En af mine bedste venner fik et knus, da hans bedstefar døde. Jeg husker det tydeligt. Det betød virkelig noget. For det skete ikke hver dag. Knus var undtagelsen. I dag knuser vi alle. Man kan også give kram. Det er vist nok lidt mere end et knus.

Da jeg voksede elskede vi heller ikke hinanden. Som voksen studerede i New York og prøvede sammen med en anden skandinav at forklare amerikanerne, at vi ikke sagde til vores forældre, at vi elskede dem. Hvis vi sagde det, så var de i hvert fald alvorligt syge. Det forstod amerikanerne ikke meget af. Siden den tid har meget forandret sig i herhjemme. Præget af amerikanske film og tv-serier, er de unge begyndt at elske både deres forældre, bedsteforældre og venner. Det er helt vildt! I dag kan vi elske både pizza og oldemor. Er det bare mig: Når et ord bliver brugt for meget, mister det sin betydning.

Det kan godt være jeg er lidt kropsforskrækket, men at elske alle mulige og give dem et knus, er stadig mærkeligt for mig. Måske er det derfor jeg er så glad for Nordjylland? Her holder vi lidt stand med at elske og knuse.

Hudsult bruger vi ikke i Nordjylland

Der tales meget om hudsult. Det lider jeg ikke af. Det bruger vi ikke i Nordjylland. Hudsult er noget for velfriserede caffelatte-drikkende københavnere, der kaster sig ud i de store omfavnelser, hver gang de ser hinanden. Alle de veltrimmede der elsker både bulgursalat, farmor og havremælk i kaffen.

Det har lige været den mærkeligste påske i 1000 år. Kirkerne var lukkede. Det gjorde ondt ikke at kunne samles med menigheden. Jeg savnede at give kirkegængerne hånden og ønske glædelig påske. Hvornår vi igen kan give hånd, ved ingen. Måske vi i mellemtiden skal opdyrke det nordjyske nik?