Minister er åben for brugerbetaling af den 3. Limfjordsforbindelse

Nordjyske politikere er klar til at gå på kompromis og siger ja til brugerbetaling, hvis det kan få en 3. Limfjordsforbindelse til at blive en realitet. Minister er positiv men frygter, at betaling kan få bilister til at vælge de gratis forbindelser.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen ser med positive øjne på meldingerne om, at nordjyske politikere er åbne for, at bilisterne skal betale for at bruge en 3. Limfjordsforbindelse.

Men han mener samtidigt, at brugerbetaling kan være med til at få bilisterne til at vælge at bruge de to eksisterende forbindelser - Limfjordsbroen og tunnelen - og så er man lige vidt. 

Baggrunden er positive toner om brugerbetaling fra både lokale nordjyske politikere og fra Christiansborg. 

I en kronik i denne uge skrev en række nordjyske Venstre-politikere, at: 

- Guldægget må og skal udklækkes. Og i Venstre er vi nu klar til at være med til at bryde skallen. Det være sig med åbning for muligheden for brugerbetaling. Vores landsdel kan ikke længere bare se på, men vi bliver udsat gang på gang i det endelig skridt på Christiansborg i forhold til vejfinansieringer. Derfor er vi nu klar til at tage det meget utraditionelle skridt. Vi kan se i andre landsdele, at betalingsveje dukker frem. Fordi den politiske velvilje fra Christiansborg og Folketinget dermed åbner sig af nye vej. 

quote Guldægget må og skal udklækkes. Og i Venstre er vi nu klar til at være med til at bryde skallen

Venstre i Nordjylland

Det har også fået den socialdemokratiske trafikordfører, Rasmus Prehn, der grundlæggende er imod brugerbetaling, til at løsne lidt på principperne. Han siger til TV2 Nord: 

- Det er jo ikke sådan, at jeg beton-agtigt siger nej til et forslag, der kan give Nordjylland en 3. Limfjordsforbindelse - og måske hurtigere end ellers. Jeg er selvfølgelig åben for en pragmatisk løsning og åbner en lille dør på klem for en sådan løsning, men den er på ingen måde en førsteprioritet, fordi jeg mener, det simpelthen ikke burde være nødvendigt at indføre brugerbetaling på en statslig forbindelse. 

De nye nordjyske toner vækker begejstring på Christiansborg. 

quote Jeg er åben over for alle forslag, som kan skaffe finansiering og gøre det nemmere at gennemføre projektet,

Ole Birk Olesen

- Det er positivt, at de nordjyske politikere selv kommer med det her forslag til at finansiere projektet via brugerbetaling. Der er dog den udfordring med brugerbetaling på en 3. Limfjordsforbindelse, at mange sandsynligvis vil vælge en af de to eksisterende forbindelser, fordi de er gratis, og så giver brugerbetalingen ikke mange penge til byggeriet. Men jeg er åben over for alle forslag, som kan skaffe finansiering og gøre det nemmere at gennemføre projektet, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, (LA). 

Ministeren kan godt se, at der er et trafikalt behov, der skal løses. Men han står ikke klar med en check og har heller ikke plottet en åbning af forbindelsen i kalenderen. 

- Jeg mener, at en 3. Limfjordsforbindelse er et vigtigt projekt, og derfor har jeg den også med på listen over projekter, som vi skal se nærmere på, når der kan findes midler til det, siger ministereren uden dermed at love penge eller en dato for, hvornår en 3. Limfjordsforbindelse bliver en realitet. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland