Kun hole-in-one kan bruges: - Alt over ét slag er noget skrald
Minigolf er en af de sportsgrene, der er en del af DM-ugen. Og det er en sportsgren, hvor der ikke er plads til mange forbiere.
De fleste forbinder nok minigolf med sommerferiehygge, men for nogle er niveauet lidt højere end det, der nok bliver vist på danske og udenlandske campingpladser på daglig basis.
Minigolf er nemlig en af de sportsgrene, der er på programmet i den første DM-uge nogensinde. Derfor mødes landets bedste minigolfspillere i weekenden på minigolfbanerne ved Nørresundby Idrætscenter.
Og blandt de bedste er der ikke plads til mange fejl.
- På denne her anlægstype er alt over en etter noget skrald, siger Jannick Skov, som stiller op for den svenske klub Hjelmsö.
Banerne i Nørresundby er såkaldte eternitbaner, og her skal spillerne lave meget præcise slag for at komme igennem de 18 huller på så få slag som muligt.
- I denne her weekend er min bedste runde 19 slag, men jeg har tidligere gået en 18'er på banen, siger John Hansen fra Minigolf Clubben Gelsted.
En sport for alle
Minigolf er en sport, de fleste kan dyrke.
- Det fede ved minigolf er, at alle kan være med. Man kan spille på en campingplads, hvis man har lyst til det, og så kan man også gå helt amok og nå op på det her niveau, hvor der er DM, EM og VM, siger Leif Meitilberg, der er formand for Dansk Minigolf Union.
Flere har fundet vej til de danske minigolfklubber i de seneste år.
- Vi oplever tilvækst i medlemstallet i stort set alle klubber, så det er meget positivt, siger Leif Meitilberg.
Selvom der skal findes en danmarksmester i løbet af weekenden, så er der plads til hygge og socialt samvær i løbet af finalerunden.
- Alle kan spille og kammeratskabet er godt. Jeg synes, det er sjovt, at vi kan hygge os med hinanden, selvom vi er konkurrenter, siger Jannick Skov.