Landsretten slår fast: Svensk mand idømmes 13 års fængsel for drab

Den 54-årige svenske mand, Bengt Johan Reistad, er skyldig i drabet på Eddie Karl-Johan og idømt 13 års fængsel.

Der er nu sat punktum i en af de mest bestialske sager i Nordjylland, da landsretten torsdag har stadfæstet byrettens dom over for de to svenske mænd, der siden Eddie Karl-Johan Christensen på mystisk vis pludselig forsvandt fra sin bopæl i Elling nord for Fredererikshavn har været i politiets søgelys.

Nu er den ene, Bengt Johan Reistad, kendt skyldig i, at det var ham, som tilbage til 9. maj i 2020 dræbte den nordjyske mand.

Landsretten har takseret straffen til 13 års fængsel samt en udvisning fra landet.

Den anden mand, en 47-årig mand, er også af landsretten kendt skyldig i usømmelig omgang med lig.

Landsretten har takseret straffen til 10 måneders fængsel.

Eddie Karl-Johan Christensen boede i campingvogn på billedet. Til højre for det gule skilt kan man se to skudhuller i campingvognen.
Eddie Karl-Johan Christensen boede i campingvogn på billedet. Til højre for det gule skilt kan man se to skudhuller i campingvognen.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

54-årige, Bengt Johan Reistad blev sidste år kendt skyldig for drabet i byretten, og den dom stadfæstede Landsretten også i dag.

Bengt Johan Reistad nægtede ethvert kendskab til drabet, og derfor valgte Statsadvokaten dengang også at anke frikendelsen af den 47-årige mand.

De tre boede sammen

De to svenske statsborgere og Eddie Karl-Johan Christensen boede alle på samme adresse ved Elling nord for Frederikshavn, inden Eddie Karl-Johan Christensen blev dræbt.

Tidligere er det kommet frem i sagen, da den kørte i Retten i Hjørring, at den nu dømte Bengt Johan Reistad havde været oppe at skændes med Eddie på dagen, hvor han endte med at blive dræbt.

Bengt Johan Reistad var sur over, at Eddies hund løb rundt på ejendommen uden at være i snor, og flere vidner forklarede i retten, at Eddie havde fortalt dem, at Bengt Johan Reistad havde truet med at skyde Eddies hund kun nogle få timer inden, Eddie blev dræbt.

Hørte skud

Vidner har desuden forklaret, at Eddie havde forladt ejendommen ved Elling den skæbnesvanger aften, men vendte tilbage efter noget tid væk. 

Kort efter Eddie kom tilbage, lød der skud.

De to svenske mænd, der i forbindelse med anholdelsen begge blev sigtet for drabet,  har i forbindelse med retssagerne givet vidt forskellige forklaringer af, hvad de mener, der skete 9. maj 2020, da Eddie blev dræbt. 

Den 47-årige mand, der er kendt skyldig i usømmelig omgang med lig, har forklaret, at det er Bengt Johan Reistad, der har skudt Eddie -  hvorefter han bad den 47-årige om hjælp til at bære Eddie op på et brændende bålsted.

Måske blev Eddie brændt levende

Onsdag slog landsretten fast, at det var den nu 54-årige Bengt Johan Reistad, der var alene om at slå Eddie Karl-Johan Christensen ihjel.

Landsretten har også slået fast, at man ikke ved, om Eddie var død da han blev lagt på bålet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland