Ekspert advarer: Her må du ikke spare for meget på el og varme
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det kan være sundhedsskadeligt, hvis temperaturen i køleskabet er for høj.
Der er gået sport i at spare penge på el og varme - men vær varsom, lyder det fra ekspert.
Størrelsen på el- og varmeregningen har fået en masse danskere til at spærre øjnene op, og det er næppe gået manges næse forbi, at energipriserne har været på himmelflugt.
Derfor er mange blevet ekstra bevidste omkring, hvordan de kan mindske deres forbrug. Inden længe rammer vinteren os, og her skal man passe på med at være alt økonomisk anlagt.
Det kan nemlig give bagslag, lyder det fra Henrik Bisp, der er ekspert inden for arkitektur, byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius.
To af de områder, hvor der er penge at spare, er på varme og el. Det er dog ikke uden risiko, hvis man skærer ned for strømforbruget de forkerte steder eller lukker for alle husstandens radiatorer.
- Hvis man vælger at skrue ned for varmen, så kan man risikere at få et dårligt indeklima, hvilket både kan være skadeligt for boligen, man bor i, men også for en selv, siger Henrik Bisp.
Pas på skimmelsvamp
Varme og udluftning er nemlig essentielt for, at fugten kan slippe ud. Begrænses begge dele kan man risikere at få skimmelsvamp.
Henrik Bisp har selv valgt at købe et par termometre, så han kan følge med i, hvor varmt der er i hans bolig. Ifølge eksperten skal man huske, at termometrene ikke skal placeres lige ved siden af en radiator.
- Hvis der bliver under 18 grader i lejligheden, skal man være opmærksom på, at der ikke begynder at komme for meget fugt. Dog kan det sagtens være fint at eksperimentere lidt med temperaturen. Hvis man lukker dele af sit hus ned, så kan det være en god idé at investere i en affugter. Det kan godt svare sig, selvom den selvfølgelig også bruger lidt strøm.
Alternativet kan nemlig potentielt være fugtskader, og det kan blive en omkostelig affære, hvis man får skimmelsvamp, fordi man har valgt at slukke for varmen. I sådan et tilfælde vil forsikringen nemlig højst sandsynligt ikke dække skaderne, og pludselig kan regningen så blive markant større, end det man i første omgang havde sparet.
Undgå frostsprægninger
I det hele taget opfordrer Henrik Bisp folk til at lufte jævnligt ud, og tilmed sikre at hjemmet ikke bliver alt for køligt.
- Bliver hjemmet under 10 grader, så lever man livet farligt, fordi så kan der komme frostsprægninger i vandrør. Så i tilfælde af man lukker ned for sommerhuset, så er det en god idé at få en VVS'er til at lave en tømning af vandrørene, lyder det fra eksperten.
Set fra et sundhedsmæssigt perspektiv fortæller Henrik Bisp videre, at det kan være overordentligt dumt at slukke for strømmen i køleskabet. Det kan nemlig forårsage madforgiftning.
Fødevarestyrelsen har tidligere været ude at advare familier imod at slukke for strømmen på køleskabet. Det gjorde de i kølvandet på, at flere britiske børn fik madforgiftning, efter deres forældre havde valgt at skrue ned for temperaturen i håb om at spare penge.
I UK får børn madforgiftning, fordi briter slukker køleskabet for at spare el. Vores mikrobiologer ved, hvor og hvordan bakterier trives, og hvorfor forbrugere og restauranter bør have max 5° i køleskabet, hvor de har letfordærvelige varer som kød, mælk & pålæg. #dkfood #dkgreen pic.twitter.com/OLU0bJD9jA
— Fødevarestyrelsen (@Foedevare) September 8, 2022
Derfor lyder anbefalingen at holde køleskabstemperaturen på maks fem grader.