Politikere klar med hjælp: 14.000 skal droppe røgen i arbejdstiden
Studieprogram med fokus på aktuelle nordjyske historier.
14.000 ansatte i Region Nordjylland skal droppe røgen i arbejdstiden. Politikerne vil gerne hjælpe dem til at stoppe med tobakken
I debatprogrammet Fokus handler det denne gang om, at fra 1. januar næste år må de ansatte på nordjyske sygehuse, institutioner og andre regionale arbejdspladser ikke længere ryge i arbejdstiden. Det bliver realiteten hvis det nordjyske regionsråd som forventet på deres møde tirsdag stemmer for et forslag om, at det fremover skal være forbudt at ryge i arbejdstiden, hvis man er ansat i Region Nordjylland.
I dag må de cirka 14.500 ansatte på regionens arbejdspladser ryge, når de er på arbejde, hvis de forlader matriklen og opholder sig på et offentligt sted. Med det nye forslag ændres politikken til røgfri arbejdstid. Hvor fokus i dag er på, at røgen ikke skal genere omgivelserne, inkluderer stramningen også sundhedstilstanden hos den rygende. Det skal være mindre tilgængeligt at ryge, og forebyggelsesmæssigt skal det være sværere at begynde at ryge.
- Rygning er en kæmpebelastning for vores sundhedsvæsen. Der er 13.600 der dør af noget, der har relation til tobaksrygning, og vi har den udfordring, at vores sundhedsvæsen kommer under voldsomt pres på grund af den demografiske udvikling, hvor antallet af mennesker over 80 år stiger så hvis vi skal kunne blive ved med at have ressourcer nok til at klare sundhedsopgaven, skal vi sikre at folk er så sunde og raske som muligt, og der er det med at undgå rygning en lavthængende frugt, siger Per Larsen, regionsrådsmedlem for Konservative.
Lene Linneman fra SF mener, at den helt rigtige vej at gå er at lave et overordnet forbud mod tobaksrygning i hele landet.
- Hvis vi mener noget seriøst med det her, så burde man starte et helt andet sted og forbyde rygning. Det kunne man gøre ved at sige: Om ti år er det fuldstændig slut med ryge her i Danmark, så kan vi ikke indføre tobak, og man kunne lave regler om, at hvis det vender den tunge ende nedad, og der vil være nogen der har svært ved det, så kunne man sige, at hvis man har en vis alder og er ryger, så kan man fremover få sin tobak på recept, indtil man ikke længere havde brug for den. Det kunne i hvert fald forhindre nogle unge mennesker i at ryge siger Lene Linnemann fra SF.
Hvis rygerne på regionens arbejdspladser har problemer med at stoppe med deres rygning, vil politikerne gerne være med til at afsætte penge og ressourcer til at hjælpe dem med at stoppe.
- Det er jeg helt med, og hvis ikke et år er nok, så skal vi have nummer to år. De penge er det helt sikkert, at vi finder. Det er jo en besparelse for sundhedsvæsnet, så de penge fører vi bare et andet sted hen. Det vil være helt fint. Det vil jeg være med på, siger Ib Madsen fra Dansk Folkeparti.