Overrepræsentation af akademikere fra Nordjylland

Blandt folketingskandidaterne fra Nordjylland er der en overrepræsentation af akademikere.

Sammensætningen af folketingskandidater er skæv, når man kigger på uddannelsesniveau. 44 procent af folketingskandidaterne i Nordjylland har en kandidatuddannelse, mens der blandt Nordjyder mellem 20 og 69 år kun er 6 procent med en kandidatuddannelse. Det oplyser centrum-venstre tænketanken Cevea.

- En overrepræsentation af folketingskandidater, der har en kandidatuddannelse, betyder samtidig, at alle andre uddannelsesgrupper er underrepræsenterede. Det kan få betydning for den demokratiske deltagelse, hvis store dele af vores samfund ikke føler sig repræsenteret af det Folketing, vi har, siger Kristian Weise.

På landsplan har 40 pct. af folketingskandidaterne en kandidatuddannelse, mens det kun gælder 9 pct. af befolkningen mellem 20 og 69 år.

- Det er et problem, når den politiske magt er så skævt fordelt mellem samfundets sociale grupper. Folk med længerevarende uddannelser har ofte levet et andet liv end dem med kortere uddannelser. Det har en betydning, når man skal træffe beslutninger om fremtidens kontanthjælp, uddannelsessystem og indsatsen overfor eksempelvis social dumping. Så er det afgørende, at beslutningstagerne ikke kun kommer fra en uddannelsesmæssig elite, siger Kristian Weise.


Seneste nyt

fra Nordjylland