Lotte vil gå fra fysioterapeut til sygeplejerske – Hun burde ikke starte ”fra scratch”
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Der skal "speedes op" for folk med særlige kompetencer, der ønsker at skifte retning, ifølge Per Larsen (K).
For Lotte Jørgensen fra Saltum er det for bøvlet og besværligt at skifte retning. Der skal ”speedes” op for folk med særlige kompetencesæt, som ønsker netop det, hvis det står til Per Larsen (K).
Sundhed fylder i valgkampen, hvor det i flere rundspørger er klart vigtigste emne. Lotte Jørgensen har i 22 år arbejdet som fysioterapeut, men har længe ønsket at blive sygeplejerske – en mangelvare, som er stærk efterspurgt.
Hun oplever desværre, at mulighederne for sådan et skifte er for dårlige. Hun har hverken tid eller råd til at bruge tre-og-et-halvt år på sygeplejerskeuddannelsen.
- ’Men Lotte, du kan da bare gå på SU’, siger de. Men det er bare ikke særlig nemt nu med familie, tre børn og hus. Så skal jeg vente 10 år, for så er børnene flyttet hjemmefra, lyder det fra hende.
Skal kunne gøres hurtigere
Hun har haft fat i sundhedsordfører Per Larsen (K), og han forholder sig nu til kritikken. Han mener nemlig, at vi står i en ”nødsituation” i forhold til at besætte stillinger i sundhedsvæsenet.
- Vi har et samfund i forandring, og derfor skal det være muligt, for f.eks. en fysioterapeut, at omskole sig til sygeplejerske uden at skulle igennem barrierer og snubletråde, fortæller han og fortsætter:
- Der skal være et særligt forløb, så grupper med lignende fagligheder ikke skal starte fra scratch.
Ifølge Per Larsen er det nødvendigt med en vis hastighed, når folk skal omskoles eller havde godkendt kompetencer. For Lotte Jørgensen er blot ét eksempel på problematikken.
- Det er jo et samfundsproblem, som gælder hele vejen rundt, at vi mangler arbejdskraft. Vi ser det også, når sygeplejersker fra andre lande skal have godkendt deres kompetencer. Der skal speedes op for folk, der har kompetencer, slutter han.
Herunder kan du læse om Pia, der tog springet og blev SOSU-studerende i Aalborg, fordi elevløn gjordet muligt.