Taget på fersk gerning: Folketingskandidat har fået stjålet flere valgplakater
Foto: Nicolai Nør Pedersen / TV2 Nord
Martin Bech (LA) har fået trykt 500 plakater til valgkampen.
Her 15 dage inde i valgkampen til Folketinget har flere nordjyske politikere oplevet, at deres valgplakat er blevet revet ned før tid eller udsat for hærværk.
Tirsdag aften fik Melina Andersen (SF) besked om, at en af hendes plakater, der hang i Nørresundby, var brændt af.
Den er dog også gal i Brønderslev. Her har Liberal Alliances folketingskandidat Martin Bech måttet se mellem 20 og 30 af sine plakater forsvinde fra lygtepælene.
- Det er jo en lille smule irriterende, fordi vi ikke har købt så mange ekstra plakater, at vi bare kan blive ved og ved med at hænge op, siger han.
Borger opdagede nedrivning
Det var ikke Martin Bech selv, der havde opdaget, at han havde fået stjålet sine valgplakater, men derimod en opmærksom borger.
Hans-Jacob Møgelmose var på vej hjem fra et møde, da han så to unge mænd i færd med at hive valgplakaten ned i krydset ved Odinsvej og Tolstrupvej i Brønderslev.
Han fik dog i første omgang skræmt dem, men valgte alligevel at vende om for at tjekke, om plakaten fortsat hang på lygtepælen.
- Da jeg kommer tilbage, kunne jeg se, at de havde været tilbage og fjernet plakaterne, fortæller Hans-Jacob Møgelmose og fortsætter:
- Der bliver jeg så enig med mig selv om, at så er det ikke bare drengestreger, hvis man kører væk og kommer tilbage for at fjerne dem, og så kunne jeg huske, at det var Martin Bechs plakat, der blev fjernet.
Se hele indslaget:
Uforstående overfor hærværk
Melina Andersen var også rystet over at se, at man kunne finde på at brænde en valgplakat af og helt generelt river dem ned eller begår hærværk.
- Vi må sætte plakater op, det gør vi så og overholder reglerne. Den har hængt i den rigtige højde, og så er der alligevel nogle, der syntes, at de skal gå ud og begå hærværk imod dem, siger hun.
Selvom Martin Bech er træt af, at det er hans plakater, det er gået udover, så mener han dog, at man bør holde fingrene fra samtlige valgplakater.
- Hvis det er sådan, at man gerne vil have en plakat med hjem på sit værelse, så er jeg sikker på, det kan lade sig gøre efter valget, siger han.
I tilfælde af groft hærværk mod valgplakater kan man risikere fængsel i op til seks år. Kan det derimod ikke bevises, at det er politisk motiveret, kan gerningsmanden risikere en bøde på mellem 800 og 1500 kroner.