15-årige Frederik drømmer om sin egen fiskekutter med besætning

Frederik Steen Rasmussen var bare to år, da han begyndte at tage med sin far på havet. Han drømmer om en fremtid indenfor fiskeri.

- Man kan ikke synes andet, end at det er dejligt at være herude. Prøv lige at se!

15-årige Frederik Steen Rasmussen fra Skagen har svært ved at skjule sin begejstring for havet. Det er her, han allerhelst vil være – her, han føler sig allermest i live.

- Friheden og lyden af en god maskine, der kører – man ved aldrig, hvad der sker. Jeg elsker det, siger han.

Han fisker med garn fra den 8,5 meter lange jolle Dianna.

- Vi fisker efter tunger og rødspætter, men der har ikke været rødspætter her i et par år, siger Frederik Steen Rasmussen.

 
 
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Fisk i blodet

Kærligheden til fiskertilværelsen har Frederik Steen Rasmussen ikke fra fremmede. Både hans far, onkel og bedstefar har været fiskere, og som toårig kom Frederik for første gang med sin far på havet.

- Jeg tror bare, det ligger i blodet, siger han.

Far Jesper Haugaard Rasmussen er også med ombord på Dianna, når sønnen sejler ud. Han er glad for, at Frederik har fundet glæden ved havet.

- Det er dejligt. Så ved man, hvor han er. Han er sådan en bette havnerotte, siger faren med et smil.

 

Vil leve af at fiske

Det meste af Frederik Steen Rasmussens fritid går op i fisk. Efter skole arbejder han ved en fiskehandler. Lønnen bliver brugt på at afdrage på jollen Dianna, som hans far har købt. Og så tager han på havet.

Han kunne godt tænke sig, at flere unge fik øjnene op for fiskeri.

- Jeg synes, at det er en skam, at de unge ikke vil fiske, og at de hellere vil sidde hjemme foran computeren eller få en uddannelse på kontor og så sidde der hele dagen. De burde tage ud og prøve det, siger han.

 
 
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Lige nu er fiskeri en hobby for Frederik. Men han håber, at det på et tidspunkt bliver en levevej.  Planen er at komme på fiskeriskole i Thyborøn og så på skipperskole.

- Senere drømmer jeg om at få en ordentlig kutter med en besætning, siger Frederik Steen Rasmussen.

Se mere i indslaget her - og find alle vores historier fra Nordliv her.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland