19-årig troppede op på politigård - antydede, at han havde et skydevåben
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politiet handlede hurtigt, da de fik en formodning om, at manden havde et skydevåben.
Politiet i Frederikshavn jagtede manden med fire patruljebiler.
Søndag omkring klokken 18.30 fik de på Frederikshavn Politigård en usædvanlig besked, da en 19-årig mand ringede på dørtelefonen.
Den unge mands udtalelser gjorde, at politiet havde en stærk formodning om, at manden havde et skydevåben i sin bil.
Betjente i skudsikre veste satte derfor efter manden, da han havde forladt politigården.
- Vi får ham standset i Søgade i Frederikshavn cirka en halv time efter, og får så anholdt ham, fortæller vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup, som er stationsleder i Frederikshavn.
Falsk alarm
Efter anholdelsen stod det klart, at der var tale om falsk alarm. Den 19-årige havde ikke noget skydevåben i bilen, da han blev anholdt. Trods det faktum er Kenneth Ginnerup tilfreds med, at politiet formåede at fange den unge mand så hurtigt.
- Lige så snart vi får anmeldelser om våben og i særdeleshed skydevåben, så tager vi ingen risiko, fortæller vicepolitiinspektøren, inden han oplyser, at manden nu er sigtet for falsk anmeldelse.
Den 19-årige blev løsladt søndag aften, efter politiet havde afhørt ham.