23-årig mand løsladt efter vidnetrussel
23-årig mand løsladt efter grundlovsforhør
En 23-årig mand er løsladt efter lørdag at være blevet fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for at have truet et vidne.
Den unge mand blev anholdt fredag i Frederikshavn, efter han var kommet i politiets søgelys for at have truet et vidne i en drabssag fra Skagen. Sagen handler om et fatalt overfald i en lejlighed i Skagen, hvor en 20-årig kom så alvorligt til skade, at han efterfølgende døde af sine kvæstelser.
Fire mænd er sigtet i den sag.
Grundlovsforhøret lørdag blev holdt for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning, og anklagemyndighedens forhåbning var at få den 23-årige mand varetægtsfængslet for truslerne mod et vidne. Men det lykkedes ikke, da dommeren valgte at løslade den unge mand. Anklagemyndigheden har dog kæret dommerens kendelse om løsladelse til landsretten.