Dronefoto fra Sæby havn i 2019. Foto: TV2 Nord (Arkiv)

340 nybyggede boliger på vej i Sæby

Der er en række nye boliger på vej nær Langtvedvej i Sæby. Boligerne får en placering, der sikrer at mange får udsigt over Kattegat

Et omfattende boligudviklingsprojekt er så småt ved at blive løbet i gang i Sæby. Her vil 340 boliger blive bygget hen over de kommende år på en grund nær Langtvedvej. Det skriver Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse. 

Det er projektudviklerne Peter Sørensen og Henning Holm-Pedersen, Sæby Bakker Aps, som har købt arealet og har planer om at etablere et mix af ejer- og lejerboliger på det. En del af de højtliggende boliger får havudsigt.

Borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen glæder sig over projektet, og hun siger: 

- Jeg er overordentligt glad for, at nogen har valgt at investere i så mange boliger i Sæby. Det viser, at man tror på vores kommune. Vi skal være dygtige til at turde satse på Sæby som en god bosætningsby, også for borgere med job i nabokommuner - fx Aalborg. I kombination med den nye havn i Sæby kan det her være med til at gøre Sæby endnu mere attraktiv. Det er godt for byen, og det er godt for hele kommunen.

Forskellige typer af boliger

Også formanden for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune Peter Sørensen er begejstret over projektet i Sæby. 

- Det her er en god nyhed for borgere i kommunen, som gerne vil investere i drømmeboligen. Og det er en fantastisk mulighed for dem, der måtte gå med tanker om at bosætte sig i vores kommune. Der starter nu en planproces med udarbejdelse af lokalplan og høringsmuligheder. Og jeg er spændt på at høre, hvad sæbynitterne tænker om projektet, siger han.

Projektudviklerne Peter Sørensen, navnebror til udvalgsformanden, og Henning Holm-Pedersen har valgt at navngive boligprojektet Sæby Bakker. Om man fortæller her, at målgruppen til boligerne er bred, hvilket er tilsigtet. De skal nemlig være attraktive for børnefamilien såvel som det ældre par, der gerne vil nyde livet på en bakketop.

- Det bliver et godt og balanceret mix af parcelhusgrunde, rækkehuse og etageboliger, hvor sidstnævnte bliver udformet som terrassehuse. Titlen på projektet harmonerer jo godt med placeringen. Det bliver nogle attraktive boliger, som vi tror på kan trække beboere til, der i dag bor uden for Frederikshavn Kommune. Vi håber på at kunne igangsætte byggemodningen ultimo næste forår, siger projektudvikler Peter Sørensen, medstifter af Sæby Bakker Aps.