60 års mindehøjtidelighed: Japan ærer afdød frederikshavner
Foto: Kanal Frederikshavn
Delegationen har flere gange tidligere besøgt Johannes Knudsens grav.
En delegation af japanere ankom søndag morgen til Frederikshavn for at mindes den afdøde dansker Johannes Knudsen, der ofrede sit liv for at redde andres.
Et japansk fiskefartøj brød under et frygteligt uvejr en dag i 1957 i brand i det Sydkinesiske Hav. Men ikke langt derfra, ud for Wakayamas kyst, sejlede Ellen Mærsk, hvor Johannes Knudsen fra Frederikshavn var maskinchef. Johannes Knudsen traf beslutningen, der senere skulle vise sig skæbnesvanger for ham selv og besætningen ombord på tankskibet. Han satte sit eget liv på spil og døde i forsøget på at redde de japanske fiskere. Og for den uselviske handling satte han for altid sit aftryk i japansk historie, der hylder handlingen for dens heltemod, den dag i dag.
Denne begivenhed markeres nu her 60 år senere ved, at en Japansk delegation fra søndag den 2. juli til og med tirsdag den 4. juli er på officielt besøg i Frederikshavn Kommune for at ære den afdøde frederikshavner Johannes Knudsen. Han har en særlig plads i japansk historie.
I løbet af den japanske delegation med Wakayamas viceguvernør, Hiroshi Shimo, skal de derfor både besøge Johannes Knudsens barndomshjem for at møde hans pårørende og derefter nedlæggelse af en krans ved hans grav.
- Det er 150 år siden, at Danmark og Japan indledte diplomatiske forbindelser, det er markeret både i Danmark og i Japan. Her i Frederikshavn er vi historisk forbundet med Wakayama-regionen gennem Johannes Knudsens navn, og vi har fået en plads i japanernes bevidsthed, som vi værner om. Vi glæder os altid til at få gæster og være gode værter, og også denne gang vil Frederikshavn Kommunes fire vækstspor, energi, turisme, fødevarer og den maritime branche være på dagsordenen, når vi sammen med japanerne underskriver en venskabsaftale, der knytter vores forbindelser endnu tættere for fremtiden, siger Birgit S. Hansen, der er borgmester i Frederikshavn Kommune.
De japanske gæster skal mandag den 3. juli på til premiere på et dansk/japansk musiksamarbejde.
Chefen i Det Musiske Hus i Frederikshavn Jens Ole Amstrup har fået idéen og med støtte fra diverse fonde og Frederikshavn Kommune, har en ung japansk kunstner opholdt sig i Danmark dette forår for sammen med en ung nordjysk musiker at skrive et stykke musik. Sangen hylder Johannes Knudsen og hans gerning gennem danske og japanske musiktraditioner og bliver efterfølgende tilgængelig på Spotify og Itunes.
- Vi har jo en helt unik historie, og vi har en unikke musikere her i Frederikshavn. Når vi kombinerer de to forhold i et kunstnermøde og lader de historiske kendsgerninger få indflydelse, så håber jeg, vi skriver et nyt kapitel i den frederikshavnsk/japanske venskabsfortælling, som vil blive en del af historien om Johannes Knudsens fremover, fortæller Jens Ole Amstrup.