Advokatundersøgelse er en del af budgettet - V vil ikke acceptere
Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord
Venstre er som de eneste ikke med i budgetaftalen i Frederikshavn Kommune. De ville ikke anerkende, at den kommende advokatundersøgelse er objektiv.
Frederikshavn Havn overgik i maj til at blive en kommunal havn. Det skete på grund af en massiv gæld på 1,6 milliarder kroner, som havnen ikke havde mulighed for at betale.
Her blev der af byrådet i Frederikshavn også besluttet, at der skulle laves en advokatundersøgelse af havnen. Det handler blandt andet, hvordan havnen er endt med de økonomiske problemer, som den er, og hvem der er ansvarlig for det.
Men Venstre har hele tiden ment, at det ikke var en objektiv advokatundersøgelse, da det er samme advokatfirma, Bech-Bruun, der skal foretage denne undersøgelse, som afdækkede forhold omkring ledelsen i Frederikshavn Havn.
Nu står der i budgetforliget, der landede fredag i kommunen, at forligspartierne er enige om, at advokatundersøgelse af forløbet på havnen, "understøttes fuldt ud som en objektiv klarlægning af forløbet". En formulering, som Venstre ikke kunne skrive under på, og derfor er de som de eneste ikke med i budgetaftalen. De vil gerne have, at det er et andet advokatfirma, der tager sig af undersøgelsen.
- Vi mener slet ikke, at den er uvildig, og det har vi ment hele tiden. Hvis vi skrev under, skulle vi være enige i det, men vi kunne ikke acceptere den præmis, at vi skulle omfavne undersøgelsen, siger Jan Bjeldbak, gruppeformand for Venstre.
Han fortæller selv, at Venstre var tæt på at kunne skrive under, hvis ikke undersøgelsen var med. De mener selv, at budgettet ser fornuftigt ud.
- Hvis borgmesteren kan sige, at enten omfavner vi i Venstre undersøgelsen, eller så er vi ikke med i budgettet. På den måde ville hun enten få lukket munden på os med undersøgelsen, ellers kan hun sige, at vi ikke vil samarbejde. Vi mener ikke, at man i budget skal have undersøgelsen med, siger Jan Bjeldbak.
Borgmester: Vi skal holde sammen
Hos borgmester, Birgit S. Hansen (S), mener hun ikke, at det er en måde at få Venstre til blot at rette ind og være enig.
- Alle forligspartier var enige om, at det var vigtigt. Vi forpligter os til at arbejde sammen og respektere undersøgelsen. Nu skal vi holde sammen og kigge fremad, da vi har fået en havn ind. Og det er en kæmpe opgave, fortæller Birgit S. Hansen.
Hun tilføjer også, at der ikke er nogen, som har fået mundkurv på, hvis man satte en underskrift på budgetaftalen.
- Det er ikke sådan, at man ikke må være kritisk eller mistænksom i fremtiden. Vi skal bare være enige om, at vi kan samarbejde fremadrettet med den store opgave, vi har. Det hænger sammen med budgettet og undersøgelsen for forligspartierne, at man anerkender, at undersøgelsen er valid og dens resultat, siger borgmesteren, som tilføjer, at hun er meget glad for det budget, som forligspartierne er nået frem til.
Hele udlægningen, som Birgit S. Hansen kommer med, er den konservative 2. viceborgmester, John Lamp Henriksen, enig i.
- Havnens situation er en del af budgettet, og det var forligspartierne enige om. Der kan komme ting næste år, som sætter økonomien under pres, og så skal vi stå sammen, og det har vi nu et fælles afsæt til at gøre. Vi har ikke behov for at stritte i alle mulige retninger, og vi vil selvfølgelig tage resultatet af undersøgelsen til efterretning, når den kommer, fortæller han.