Aktivister går frivilligt i land efter alvorssnak med politiet
Knap et døgns blokade sluttede fredag formiddag, da politiet bad demonstranter fra Greenpeace om at fjerne sig fra olietankere.
I knap et døgn har aktivister fra Greenpeace blokeret 100.000 tons russisk olie i Kattegat ud for Frederikshavn.
Nu er demonstranterne igen på land, efter Nordjyllands Politi bad dem om at flytte sig på afstand af de to olietankere, der efter planen skulle laste olie fra et tankskib til en supertanker.
- Politiet ringede og sagde, at nu gik den ikke længere. Politiet endte med at tage derud med en båd og have et alvorsord med aktivisterne, siger Birgitte Lesanner, der er chef for Greenpeace Danmark, og som har fulgt demonstrationen fra land.
Løbende dialog med politiet
Politiet bekræfter, at de har været i dialog med Greenpeace-demonstranterne, og at de har anmodet dem om at flytte sig på afstand af olietankerne.
- Det er korrekt, at vi har været til søs og været i dialog med Greenpeace flere gange. Det har vi været løbende, siden de gik i gang, siger Lasse Kragh, der er fungerende vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.
Han understreger, at politiet betragter Greenpeaces tilstedeværelse som en demonstration. Man må gerne demonstrere, men politiet kan bede demonstranter om at flytte sig, hvis det drejer sig om sikkerheds- og ordensmæssige aspekter.
- Vi har derfor heller ikke påbudt dem at sejle i land. Vi har anmodet dem om at ophøre med at lænke sig til skibene, og det har demonstranterne frivilligt efterlevet, siger Lasse Kragh.
Ingen anholdte
Birgitte Lesanner fra Greenpeace er stolt over de 11 aktivister, der har demonstreret mod omladningen af russisk olie, som ifølge Greenpeace er medfinansiering af Putins russiske krigsmaskine.
- Det har været lidt voldsomt, men de klarede det og holdt sig varme ved at ligge tæt i soveposerne. Olietankerne er gigantiske, så man føler sig meget lille, når man ligger der i vandet. Det har de udstået, og det har været sindssygt sejt, siger hun.
Der er ingen anholdte eller sigtede i forbindelse med demonstrationen.