Amerikansk back skriver kontrakt med White Hawks
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
White Hawks får forstærkning af amerikansk talent, der har været i betragtning til Boston Bruins.
24-årig amerikaner er hentet som forstærkning til backlinien på isen.
Det nordjyske ishockeyhold White Hawks har været på indkøb i USA og sikret sig en underskrift fra den 24-årige Ian Brady.
- Ian Brady er med sine 183cm og 93 kg en rigtig stor forstærkning til vores back linje. Han har gennem sine fire års universitetshockey produceret rigtigt godt med point, og han var en af de absolut bærende backer på holdet. Hans første rigtige sæson som professionel skete i den forgangne sæson hos Rapid City Rush i ECHL, og et par kampe i AHL. Allerede i hans første sæson som professionel var han en nøglespiller for sit hold, hvor han producerede fine 23 point i 57 kampe, skriver klubben om nyerhvervelsen i en pressemeddelelse.
Så sent som sidste sommer var han inviteret med på development camp hos Boston Bruins.
- Ian Brady har et godt skøjteløb og er smart med pucken og har et særdeles godt skud. Derudover er han ”right” skytte, som også har været vigtig at få tilført på holdet. Han er en ung spiller, som starter sit europæiske eventyr i Frederikshavn, og som vil udvikle sig yderligere og komme til højere ligaer på sigt. Det er således en ung spiller med store ambitioner og drivkraft som bliver tilført White Hawks, skriver Elite Nord Frederikshavn A/S, der er firmaet bag ishockeyholdet.
Ian Brady ankommer til Frederikshavn i starten af august, og han får trøjenummer 27.