Arena Nord forhøjer dusør for stjålne Guld-Harald medaljer

Arena Nord har nu forhøjet dusøren for den afdøde fodboldspiller Harald Nielsens medaljer, der blev stjålet inden påske.

I ugen før påsken blev en række af den afdøde fodboldspiller Harald Nielsens, også kendt som "Guld-Harald", medaljer pludselig stjålet fra en montre i Arena Nord i Frederikshavn.

I første omgang blev der tilbudt en dusør på 5.000 kroner, men nu har private givere gjort, at dusøren er forhøjet til hele 25.000 kroner. Dusøren udbetales for oplysninger, der kan føre Arena Nord til de cirka 50 medaljer.

- Med den forhøjede dusør håber vi, at medaljerne dukker op, og at vi får seriøse henvendelser, der kan føre os til de stjålne medaljer. Ikke som en opringning i indeværende uge, hvor en ukendt person fortalte, at han vidste, hvor medaljerne var, og hvis vi bare lige overførte de 5.000 kroner til hans konto, så kunne vi få oplysninger om, hvor medaljerne var, skriver Arena Nord i en pressemeddelelse.

- Dertil kommer, at der selvfølgelig vil være frit lejde for personer, der kan lede os til medaljerne, eller hvis tyven vil aflevere dem tilbage.

Har du information omkring medaljerne, kan du ringe til Per Malmberg, direktør hos Arena Nord, på telefon 28 55 04 80 eller skrive en mail til per@arenanord.dk.

Guld-Harald fejres snart igen ved uddelingen af årets ”Guld Harald", som forgår mandag den 8. juli i forbindelse med åbningen af Cup No. 1 i Frederikshavn.

Bronzeskulpturen af Harald Nielsen, der står ude foran Arena Nord i Frederikshavn. 
Bronzeskulpturen af Harald Nielsen, der står ude foran Arena Nord i Frederikshavn. 
Foto: Arena Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland