Bannere skal trække børn til lille skole
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Der er bannere til støtte for den lokale skole ved indfaldsvejene til Gærum.
Støtteforening hjælper Gærum Skole. Der bliver delt reklamer rundt i byen for at få forældrene til at vælge skolen til deres børn.
13. januar er sidste frist for at indskrive sit barn til skolestart i 2020 i Frederikshavn Kommune. En støtteforening for den lille folkeskole i Gærum ved Frederikshavn tager nu nye metoder i brug for at sikre elever til fremtiden.
Lokale ildsjæle er begyndt at reklamere for skolen og sætte bannere op ved vejene for at få forældre i området til at vælge lige netop Gærum Skole.
- Det er egentlig ikke en bestemt målgruppe, vi har for øje. Det er alle, som kunne tænke sig at give deres barn en god og tryg skolegang, forklarer Gitte Broholm Mellergaard til TV2 Nord. Hun er formand for Støtteforeningen for Gærum Skoleafdeling.
Reklamer i byen og på Facebook
Støtteforeningen for Gærum Skoleafdeling blev oprettet i 2017. I år forsøger de med hustandsomdelte reklamer og banere i byen at få forældre til at vælge den lille lokale folkeskole. Senere kommer også reklamer på Facebook.
- Vi vil gerne være kendt for noget godt her i Gærum, og det er blandt andet vores skole, som vi er enormt stolte af, siger Gitte Broholm Mellergaard, og hun bakkes op af et andet medlem af bestyrelsen i støtteforeningen for skolen.
Vi vil gerne være kendt for noget godt her i Gærum, og det er blandt andet vores skole, som vi er enormt stolte af.
Gitte Broholm Mellergaard, formand, Støtteforeningen for Gærum Skoleafdeling
- Man kan sige, at når tendensen er, at man tager på friskole eller privatskole, så mener vi helt klart, at vi kan matche det heroppe i Gærum, påpeger Søren Abildgaard.
Støtteforening giver ekstra muligheder
Støtteforeningen for Gærum Skoleafdeling er uafhængig af selve skolen. Lederen på Gærum Skole understreger, at det er en folkeskole, der er 100 procent finansieret af Frederikshavn Kommune. Støtteforeningen er udelukkende med til at give børn og ansatte nogle ekstra muligheder.
- Det betyder utrolig meget, at vi kan mærke den forældreopbakning. Det er med til at give liv og gejst i dagligdagen. Også blandt vores personale. De kan virkelig mærke, at de har forældrenes opbakning, og så går man lige det skridt videre, siger Troels Wiis Gaardbo, leder af Gærum Skoleafdeling.
Støtteforeningen har blandt andet givet en tur i Aalborg Teater og til dyrskue. Hvis de også kan hjælpe med flere elever, er det kun en bonus siger skolelederen.
- Der skal jo et vist elevtal til, for at vi kan overleve som skole. Jeg vil så starte med at sige, at jeg har ikke hørt nogen som helst nævne det på nogen som helst måde. Hverken politikere eller andre, men det er da klart, at man vil hele tiden kigge på elevtallet. Derfor vil det da være velkomment, hvis det her gør, at vi får flere elever.
Folkeskolen i Gærum Skole er i dette skoleår nede på godt 70 elever fra 0. til 6. klasse. Den lokale støtteforening håber på flere i fremtiden.
- Faktisk så er vi den skole med bedst trivsel i Frederikshavn Kommune efter de sidste nye test, slutter Søren Abildgaard.
Støtteforeningen for Gærum Skole har også givet bordtennisborde og rutschebane til skolen.