Bevaringsværdige huse får ny plakette
Bevarings-værdige huse skal frem i lyset. Det mener foreningen "Historiske Huse". Et hus i Skagen har som et af de første i landet fået det synlige bevis på bevarings-værdigheden.
Et hus i Skagen kan som en af de første i Danmark skilte med at være bevaringsværdigt.
Det plejer at være de fredede huse, der er i fokus, men nu skal de bevaringsværdige huse også have lov til at shine.
Det mener foreningen Historiske Huse, som netop har lanceret det nye bevis, som går til de huse, der er bevaringsværdige. Indtil videre har foreningen uddelt fire plaketter, og én af dem pryder nu på Havbakken 2 i Skagen.
- Jeg er rigtig stolt over, at det her hus har fået en plakette. Huset har fået den anerkendelse, som jeg synes, det fortjener. Vi har passet godt på det, siger Niels Peter H. Schack-Eyber, som ejer huset.
Det gule hus på bakketoppen i Skagen er fra 1920’erne og er gået i arv igennem familiegenerationer. Niels Peter H. Schack-Eyber og hans familie har forsøgt at bevare huset, som det så ud, da det blev bygget for knap 100 år siden.
- Jeg skal gå med huset og ikke skifte ud til alle mulige moderne materialer. Jeg vil fortsætte i det spor, jeg er startet, siger han.
Den gode vedligeholdelse af huset, er netop en af årsagerne til, at huset har fået æren af at være bevaringsværdigt.
- Det er en rigtig fin arkitektur. Den er i rigtig fin stand, og der er ikke lavet fejltagelser i de istandsættelser, der er lavet. Man har været tro over for originalen, siger Leif Hansen, der er arkitekt og med til at udvælge de bevaringsværdige huse hos Historisk Huse.
Huset er fra 1920'erne og opført i stilarten Bedre Byggeskik og er i forvejen udpeget som bevaringsværdigt af Frederikshavn Kommune.
- Vi er jo stolte af den kulturarv og den kulturhistorie vi har. Det er jo en stor anerkendelse, at en privat mand har fået en anerkendelse, han kan sætte på sit hus, siger Frederikshavns Borgmester, Birgit Hansen.
Bronzeplaketten skal minde ejeren om, det ansvar han har for husets bevaringsværdier og samtidige gøre forbipasserende opmærksomme på, at her ligger der et hus med særlige arkitektoniske kvaliteter.
Alle ejere af bevaringsværdige huse kan søge om tilsvarende plakette hos Historiske Huse.